Ed Harcourt: Lustre

Ed Harcourt er lidt af et uforløst talent. Han har lavet en række gode albums, men alligevel har han ikke helt kunnet indfri de tårnhøje forventninger mange har haft til ham. Det kan hans nyeste skud, Lustre, heller ikke, selvom det helt klart er bedre end gennemsnittet af hans albums.

Et af Harcourts bedste albums

Ed Harcourt er lidt af et uforløst talent. Han har lavet en række gode albums, men alligevel har han ikke helt kunnet indfri de tårnhøje forventninger mange har haft til ham. Det kan hans nyeste skud, Lustre, heller ikke, selvom det helt klart er bedre end gennemsnittet af hans albums.

Siden Ed Harcourt udgav sit seneste fuldlængde album, The Beautiful Lie (2006), er han blevet gift og har fået en datter. Begge pryder albumcoveret og hans kone, der tidlige var frontkvinde i The Langly Sisters, synger kor på albummet mens datteren er omdrejningspunkt for flere af numrene; særligt den afdæmpede og rørende afslutter ”Fears of a Father”. En af Ed Harcourts store forcer har altid været, at man virkelig tror ham når han synger om kærlighed, hvad enten det er af den lykkelige eller ulykkelige af slagsen.

Det er en gladere Harcourt, der træder frem på Lustre. Emnerne er stadig kærlighed, sejre, nederlag, glæde og smerte som det altid har været tilfældet. Men på det nye album ser Harcourt lidt lysere på tingene selvom det stadig ikke er ”easy to be happy / and get away with it”, som han synger på albummets anden skæring, ”Haywired”, der er klassisk Harcourt. En stor del af årsagen til at det ikke længere lyder som om det er hårdt at være Ed Harcourt er Gita Langleys vokal, der ligger flot i baggrunden og komplementerer Harcourts følelsesladede stemme albummet igennem.

Albummet åbner med titelnummeret, der indledes med et kvindekor (The Langley Sisters) og en violin. Ved versets start forsvinder kor og violin og slår over i piano og Harcourts vokal. Senere kommer koret tilbage, det samme gør violinerne, og trommer og trompet tilføjes. På flere af numrene er der en så massiv lydkulisse, at det er svært ikke at tænke på Phil Spector.

Har man ikke noget med Ed Harcourt og vil man købe ét album med ham vil jeg foreslå, at man investerer i hans best of Until Tomorrow Then, der udkom i 2007. Kender man Ed Harcourt og har man for længst afskrevet ham, så er Lustre en oplagt mulighed til at give den 32-årige brite en ny chance.

More from Carsten Fjølner
R.E.M.: And I Feel Fine…: The Best Of The I.R.S. Years 1982-1987
Tidløs julegaveidé! Mange stiftede første gang bekendtskab med R.E.M. i forbindelse med...
Read More
0 replies on “Ed Harcourt: Lustre”