Volbeat viger ikke fra deres trygge vej
Siden Volbeat debuterede i 2005, og væltede Stengade 30 ved mit første møde med dem, har jeg været imponeret over deres evne til at kombinere fandenivoldsk metal med 50er- og 60er rockabilly. Siden Guitar Gangsters & Cadillac Blood i 2008, efterfulgt af en større touraktivitet på Grøn Koncert og andre meget bredt appellerende festivaler, har jeg dog været skeptisk. Ville Volbeat sparke lidt liv i festivalerne med kompromisløs metal eller bevægede bandet sig frem mod en profil, der i højere grad faktisk hørte hjemme på disse? Netop det spørgsmål og et ønske om fornyelse har efterladt blandede forventninger i min krop op til udgivelsen af Beyond Hell/Above Heaven.
Det tunge og voldsomme Volbeat, som jeg har frygtet var ved vejs ende, savnes i høj grad på gruppens fjerde album. Desværre er der på Beyond Hell/Above Heaven endnu længere mellem de tunge tonsere. Volbeat er på ingen måde blevet dårligere, og Jacob Hansens produktion lyder bedre end nogensinde, men det er nu på sin plads at stille spørgsmålet om, hvorvidt Volbeat egentlig er et metalband. De melodiske og nærmest dansable numre fylder mest på skiven, og der er simpelthen for langt mellem de elementer, der gør pladen unik og lader numrene sætte tydelige spor i hukommelsen.
De vuggende og melodiske riffs, Michael Poulsens vokal og de ekstremt mange elementer fra klassisk rock n’ roll er rammerne om stort set alle albummets skæringer, og i længden bliver det simpelthen for rutinepræget og forglemmeligt. Det egner sig såmænd fint til en stor bred folkefest, men det var nok der, de færreste drømte om at Volbeat skulle ende for få år tilbage
Volbeat forsøger sig dog med fornyelse på flere måder. Den største fornyelse Volbeat har lagt i albummet, er den håndfuld musikalske gæster, der er blevet hentet ind. Henrik Hall blæser i mundharmonikaen på ”Heaven Nor Hell”. Nummeret er poppet og er langt fra Volbeats evner værdigt, men Henrik Halls besøg er bestemt velkomment. På ”7 Shots” står gæsterne nærmest i kø, og Mille Petrozzas (Kreator) vokal klæder den nærmest klassiske heavy metal-stil på nummeret fint. Den mest opsigtsvækkende gæst, som formentlig (forhåbentlig) også vil dele vandene, er Barney Greenways (Napalm Death) growl på ”Evelyn”. Her kan jeg forestille mig, at dele af Volbeats fans vil få sig en forstyrrelse, men for mig er det en velkommen forstyrrelse blandt de førnævnte rutiner.
Volbeat kan stadig trykke den af, og det er her, de er bedst. På den nærmest thrashede ”Who They Are” viser de både styrke og storhed via de skarpe og insisterende riffs, og Michael Poulsen varierer sin vokal, hvilket man efterhånden godt kunne savne, når man ved, hvad han kan. På ”A Better Believer” og ”Being 1” er tempoet højt og stilen grænser til punk, og sandelig om Volbeat ikke også i coveret har fået plads til en hyldest til punk-veteranerne i No Use For A Name. Gæster, hyldester og hilsner fylder i det hele taget meget på Beyond Hell/Above Heaven. De mange gæster bliver nævnt flere steder, to numre er tilegnet Michael Poulsens kone, Mikkel Kessler og hans hjemmeside bliver skrevet ind før teksten til ”A Warriors Call” og ”Thanks” er skrevet til og tilegnet alle Volbeats fans. Tanken bag disse elementer har jeg skam respekt for, men netop på dette album havde jeg foretrukket mere fokus på bandet selv og fornyelse via egne evner – evner som jeg ikke er i tvivl om, er der.
Det har nok siden starten været klart for de fleste, at Volbeat er både dygtige og alsidige. Det er de også denne gang, men jeg savner i dén grad at se nye sider fra de fire rock n roll’ere. De fortsætter ud af et spor, de har gravet gennem de sidste par år, og jeg frygter, at det i sidste ende kan lede Volbeat ud i ligegyldigheder. Der er de heldigvis ikke helt endnu. Volbeat glimter momentvis på Beyond Hell/Above Heaven, men der er for langt mellem de uforglemmelige momenter, der kan få mig op af stolen og løfte mig fra gulvet til en Volbeat-koncert.