Substansen mangler
LA-kvartetten Abe Vigoda bevæger sig i den stærkt elektronificerede rock med tydelige referencer til 80’ernes synth-lydbillede. Om det er det synth-elektroniske eller det mere rockede der tager fokus, veksler ofte i løbet af albummet, der trods den høje energi og omskiftelige overflade, lider under manglende sammenhæng og alt for tyndbenede melodier.
Naturligvis afhænger den slags af ørerne, der lytter, men efter min smag stikker Abe Vigoda i alt for mange retninger, og kun i ganske få tilfælde er selve grundelementerne i de enkelte numre stærke nok til at kunne bære den omfattende electro- og synth-kulisse, som de fleste sange er sammensat i.
Forsanger Michael Vidal har med synth-bagtæppet til tider en vis sammenlignelighed med 80’er-udgaven af Robert Smith fra The Cure. Men der kommer aldrig den helt samme naturlighed i krukketheden og frækheden. Det bliver lidt for påtaget, og det giver et lignende billede i helhedsindtrykket.
”Crush” og ”November” er albummets mest rockede numre, mens der er rendyrket synth-electro med umpti-umpti-bund på ”Throwing Shade”. ”Sequins”, ”To Tears”, ”Beverley Slope” og ”We Have To Mask” er alle på nippet til at lykkes, men melodien er for slap til at fylde den storladne synth-kulisse med spredte guitarflader ud, og derfor kommer baggrunden til at fylde mere end forgrunden, og det giver selv sagt et mismatch.
”Repeating Angel” har vokalen i en langt mere fremtrædende position, men den storladne vokallyd fungerer ikke rigtigt ovenpå en samling banale og forsimplede synth-temaer i omkvædet.
”Dream Of My Love” er stærkere på melodien og trods en lidt for metallisk lyd, er dette nummer blandt de bedre, men det måler sig ikke med det klare højdepunkt ”Pure Violence”, hvor Abe Vigoda får det hele til at stemme. Melodien er fornem og kan rumme de mange underliggende elementer, og havde hele albummet fulgt niveauet herfra, så havde Abe Vigoda imponeret.
Det bliver for rodet og for sammensat af en masse forskellige elementer, der giver et ambitiøst og energisk udtryk. Men så længe selve grundelementet i numrene – melodierne – ikke er på et højere niveau, så er det svært at finde sammenhæng og substans i albummet som helhed.
