”De var altså større kællinger end os”
Den danske all-girl kvartet, Cherry Overdrive, har ikke gjort meget væsen af sig på den hjemlige musikscene gennem de seneste år. For tiden er de hjemme på et længerevarende visit, for at være en del af Fuzz Rock Tour, og i den anledning mødte diskant pigerne til en snak om at være kvinde, rockmusiker, dansker og en cherry på én gang.
”Hvor har I været hele mit liv?” indleder jeg min snak med Lene Villum Kjær (Foxy), Cecilia Cresso (Miss Cresso), Karen Gudiksen og Maria Bateria. Spørgsmålet får smilet frem på læberne, og pigerne forstår hurtigt, at der hentydes til bandets store aktivitet i lande som Tyskland, Spanien og Sverige.
Foxy: – Det er svært for os i lille Danmark. Vi spiller en genre, som ikke har et kæmpe publikum. Det er okay her i København, men udenfor København vil der simpelthen ikke dukke nok op til , at det kan løbe rundt – heller ikke for spillestederne.
Maria: – Vi har en booker som sidder i Berlin, så på den måde har det også været naturligt, at han har god kontakt til spillesteder dernede. Og selv om vi er helt ukendte i Berlin, så kan der sagtens dukke 100 mennesker op til en koncert, hvor der herhjemme ville dukke 10 op. Det har vi også oplevet i Spanien.
Foxy: – I f.eks. Tyskland og Spanien er der også et meget større netværk, der gør det nemmere for et band som os. Og vores pladeselskab Heptown Records er jo baseret i Sverige, så på den måde har det også været naturligt med en række koncerter dér.
Diskant: – Når jeres genre nu er så lille, som I siger, og I kommer fra lille Danmark – hvordan er I så kommet på svensk pladeselskab, som har hjulpet jer videre?
Foxy: – Det ligger der faktisk en meget sjov historie bag. Vi skulle i 2006 spille til Radiohuset Rocker, og vi havde bare fået en meget lille plads ude i foyeren,. Der var vi bare enige om, at der skulle ske noget vildt, så vi kunne gøre opmærksom på os selv. Vi lavede nogle ens kjoler og gav den fuld gas, og på den måde blev vi opdaget. Der gik kun kort tid, inden vi havde en pladekontrakt med Heptown Records.
Diskant: – Lige præcis jeres altid ens korte kjoler – er det blevet et slags varemærke for jer?
Foxy: – Ja det kan man godt sige. Vi – eller jeg – syer dem selv, og vi har dem altid på til vores koncerter og på officielle billeder. Det er slet ikke for at være fancy eller smarte, men i det tøj er vi bare opstemte, og det giver os en hel speciel stemning.
Karen: – I starten følte jeg, at det var lidt corny og latterligt, men jeg opdagede så, at når man først står der på scenen sammen i de kjoler, så er det jo vildt fedt.
Diskant: – Et rockband bestående af kvinder, er jo desværre et lidt sjældent syn. Jeg forestiller mig, at der er mange mænd i jeres branche. Hvordan befinder I jer der?
Maria: – Vi befinder os både godt og dårligt – men mest godt. Vi kan godt opleve, at bare fordi vi er piger og et sjældent syn, så tror folk ikke vi er nogen, og har noget at gøre hvor vi lige er. Det er pisse irriterende, for hvordan kan det i dag overraske nogen, at vi piger godt kan det her?
Foxy: – Men der kan også være billige point i det selvfølgelig. Og så er vi blevet sat op til nogle all-girl nights, hvor kun pigebands har spillet. Der har vi set, hvordan det hos andre pigebands mest handler om sex og at vise patter, og det gør det jo ikke nemmere i branchen. Det er rigtig ærgerligt, når andre piger ikke for alvor vil det her. Men det er jo ikke altid os, der er de største tøser. Jeg kom lige til at tænke på et gig, vi havde i Tyskland, hvor vi skulle spille sammen med et argentinsk spacerock-band. De var altså større kællinger end os. De slæbte ikke selv gear, og de stod med føntørrere i håret lige inden koncerten. Og så stod vi piger ved siden af med vores skruetrækker i hånden. De plejer jo ellers at være så macho i Argentina.
Vi bevæger os over i en mere generel snak. En snak om hvad grunden kan være til, at der er forholdsvis få kvinder på rockscener verden over. Det kommer der hurtigt en interessant snak ud af, og pigerne i Cherry Overdrive har også selv gjort sig tanker om det.
Maria:- Jeg tror, at der er for få at se op til, og så er det jo en ond cirkel. Der er helt sikkert mange teenagepiger, der spiller på instrumenter og har de samme drømme som drenge, men det er som om, de falder fra på et tidspunkt.
Foxy: – Jeg tror, at det for piger er enormt vigtigt at gøre ”det korrekte”. At statuere sig socialt, i stedet for at fordybe sig og øve sig derhjemme. Der har drenge meget nemmere ved at sætte sig og nørde den, uden at tænke så meget på andre. Jeg tror heller ikke, at livet som rockmusiker er særligt attraktivt for så mange piger. Jeg har selv arbejdet med musikundervisning med 8-10 årige piger, og det er som om, at de også sorterer det fra, når de kan se, at det er hårdt arbejde.
Diskant: – Gør alt der her det ekstra vigtigt for jer, at man kan høre at I er et band med fire kvinder? Gør I noget ved jeres lyd, for at understrege det?
Foxy: – Nej det har vi ikke skænket en tanke. Jeg tror ikke, at man kan høre det på os. Jeg har hørt, at man ofte kan se og høre, om det er en kvindelig eller en mandlig trommeslager, men jeg ved ikke helt, hvad det er. Vi gør i hvert fald intet for at lyde piget. Men på samme tid gider vi jo heller ikke ligefrem at lyde pikket.
Diskant: – Jeres nyde plade ”Go Prime Time, Honey” er jo netop udkommet. Jeg forestillede mig af en eller anden grund, at I var ren garagerock, men det kan jeg jo høre på plade, at I ikke kun er. Jeg fornemmer mange forskellige inspirationskilder. Fortæl lidt mere om pladen.
Miss Cresso: – For det første er det vigtigt for os at ramme vores egen lyd. Variationen kommer helt naturligt, da vi er tre forskellige, der på skift kommer med nye sange. Vi er alle inspireret mange steder fra, men hver især kan vi godt finde ud af at hente det ned og så sætte det ned over vores egen Cherry-lyd.
Karen: – Men vi har tænkt mere over lyden denne gang. Vi ville gerne have en mere samlet lyd, der var vores egen, og så har vi hele tiden rettet til for at nå dertil, uden absolut at skulle ramme en bestemt genre. Vi er faktisk ikke så nazi.
Foxy: – Jeg synes, at vi i høj grad også rammer det melodiske, og vi får også vist vores mere skrøbelige og følelsesladede side. Vi har jo faktisk hele tre ballader med på pladen. På den måde bliver det hele ikke bare 1-2-3 fræs. Samtidigt har vi også planer om at lave en 10-tommer EP, hvor det hele bare er gennemført råt og scratchet.
Diskant: – Hvad med fremtiden? Tror I, at vi i Danmark kommer til at få mere glæde af jer?
Karen: – Vi har jo ingen fast booker i Danmark – kun lige nu, hvor vi er med på Fuzz Rock Tour i hele oktober og giver en række koncerter i Danmark. Det er jo pissesvært at være upcoming, når der i Danmark ikke er venues nok, der passer til os.
Her slutter samtalen, og pigerne giver sig til at bestille mad, så de kan få stillet sulten, inden de en time senere skal gå på scenen på spillestedet Beta på Amager. Der skal herfra lyde store opfordringer til at komme ud og stifte bekendtskab med Cherry Overdrive. Det er ikke hver dag, at vi herhjemme har besøg af dansk all-girl band af den kaliber.
