Blandingsmisbrugere på kosmisk verdenstrip
Faktisk er de kun en duo. De lyder navnene Thor Madsen og Anders Hentze og udgør i fællesskab et musiker- og producer-team, der har begået sig gennem mange år i New Yorks rytmiske smeltedigel af en undergrund. De behersker henholdsvis guitar, keyboard og trommer, perkussion, samtidig med at de har medvirket i et hav af musikalske projekter med et utal af yderst forskellige kolleger inden for primært club-scenen og med en tydelig afstikker til det cubanske.
På deres første fuldlængdealbum medvirker blandt andre Camille Jones, Tue Track, DJ Noize og Shaka Loveless. Der er med andre ord en lang række kompetente og spændende artister, der stiller deres vokal og rytmiske forståelse i d’herres tjeneste. Resultatet er en fængende og ikke mindst køligt glødende musikalsk buffet, med masser af saft og kraft, men også med lidt for meget fyld af den lidt anonyme slags.
Der er ikke vedlagt nogen liste over numrene på pladen, men især tredje skæring indeholder et fantastisk flot refræn med en forførende stilistisk kvindevokal, der passer godt til den underspillede, sumpede rytme. Kun afløst af cubanske rytmer i den efterfølgende skæring, der sensuelt og varmt udforsker landskabet mellem traditionelt club-dance og latinamerikanske rytmer.
I sjette skæring holdes kadencen med et groovy tempo og soul så det driver ned ad de syntetiske lædersofaer. Det er frækt og lækkert, og det er stor musik med små midler.
De sidste tre skæringer viser meget godt spændvidden i duoens projekt. Der er alt lige fra det latinamerikanske vokal- og rytmearbejde, lidt jazzet intonering fra blæserne uden at blive eksperimenterende, og et knitrende elektronisk bagtæppe af lyde og stemninger, der formfuldent indkapsler og beriger de forskelligartede strømninger.
Sidste skæring er den eneste, der afviger noget i stil og tempo. Næsten instrumentalt og nærmest søvndyssende i sit slæbende tempo med et stærkt nedstemt piano. Det hele afstemt i mol af stor styrke og med en kraftig udgangseffekt på et album, der ellers har været hele paletten rundt. Det kan derfor undre lidt, at man vælger at slutte af med et nummer, der betjener sig af så markant en melankolsk og nærmest truende tone og stemning. Nummeret er for så vidt i sig selv yderst interessant og fantastisk stemningsfuldt, men det passer simpelthen ikke med det øvrige materiale. Det ændrer dog ikke ved et samlet billede af to musikere, der har tydelige talenter for det rytmiske og det stemningsfulde, og jeg kan kun anbefale Wazzabi til alle, der har hang til club- og world-scenen. Wazzabi favner det hele på flot og forførende vis.
