Storladenhed på den langstrakte måde
New York-bandet Dead Leaf Echo viser på albummet Truth en stærk evne til at pumpe spinkle melodier op til enorme arrangementer og stemningslandskaber, og selve det udtryksmæssige kan i perioder minde om Jeff Buckley med de store og langstrakte flader med skrøbelig vokal. Dead Leaf Echo formår dog aldrig at få storladenhed til at blive til magi.
Sangskrivningen er ikke stærk nok, og variationen i udtrykket mangler. Det gør Truth til et album, der kan virke dragende og nærmest hypnotisk for et fåtal af fans og lyttere, mens der skal stor tålmodighed til, hvis andre skal finde glæden ved dette band.
Truth er det tredje album fra Dead Leaf Echo, og bandet er tilbage i en mindre eksperimenterende stil, end det var tilfældet på forgængeren Pale Fire, men fra første strofer på åbneren ”Half-Truth” er det højtsvævende stemningsbilleder og stort klingende guitarer, der skaber de slots-store musikalske rum, der dog kun udfyldes ganske sparsomt.
”Dance In The Light” har en klar melodi, der dog er en tand for spinkel til de voluminøse omgivelser, og på ”Act Of Truth” trækkes på stort set de samme melodiske grundelementer, hvilket giver en fornemmelse af, at der ikke rigtig sker fremdrift på det syv-track lange udspil.
Og sådan fortsætter fornemmelsen, hvilket giver et klart indtryk af, at Dead Leaf Echo nok skal ramme enkelte fans og lyttere ganske præcist med dette album, men det bliver formentlig et fåtal af romantisk anlagte indie-rock fans med hang til sortklædt indadvendthed, der finder glæde ved Dead Leaf Echo, der er en tand for lukkede til, at de for alvor får deres udtryk ud over de snævre men selvvalgte rammer.
