Excentrisk dansk folk-indie
Danske The Migrant består mestendels af Bjarke Bendtsen, der tidligere var frontmand i nu opløste The Elephants. Stilen i det nye projekt er dog en anelse mere nedbarberet, men fortsat med et væld af spændende og særprægede indfaldsvinkler til sangene, der er skrevet i en relativt traditionel stilretning med klart udgangspunkt i den amerikanske folkhistorik, men med et squeeze af moderne skandinavisk indie.
Den kobling kan allerede høres på albumåbneren, der er en nyindspilning af den formidable ”The Organ Grinder”, der også var at finde på det sidste Elephants-album. Denne gang er indgangsvinklen akustisk, blød og intim, mens den fine og opbygning af nummeret stadig kan virke overrumplende, selvom den har samme skabelon som på originaludgaven.
”Nothing But Clues” har ligeledes en dragende stemning, men er mere lige ud ad landevejen i sin opbygning, hvorimod der atter lægges et lidt excentrisk skær over ”In The Sun”, der som helt og aldeles nedbarberet folksang står bart og nøgent i sig sit eget udtryk, men som efterhånden som der tilsættes et væld af traditionelle folkinstrumenter af både strygende og blæsende art, vokser sig til en sang, der er lidt som en blærerøv, der ser ud af meget mere, end han egentlig er. Her lyder en ganske almindelig jordnær sang af en million.
På ”Gør Hvad Du Sagde Du Vil Gøre En Dag” forsøger Bendtsen sig på dansk i en fin melodi med en spøjs instrumentering og et særpræget men velfungerende arrangement, mens ”Lullabye (Play It On The Radio)” er en simpel og helt enkel skæring, der fungerer fornemt og efterlader et charmerende og indtrængende indtryk.
”The Migrant” har ligeledes en simpel overflade og et melodisk tema, der brænder sig fast, men nummeret mangler måske en smule af den intensitet, der kendetegner albummets bedste numre, mens intensiteten overdrives mod slutningen af ”Beans”, der opbygges over et langt forløb fra det helt intense til det storladent næsten skrigende, og her fungerer Bendtsen ikke optimalt. ”Don’t Turn Tidal Wave” hører også til flokken af numre, hvor albummets ambitiøse første halvdel har skabt forventninger, der ikke bliver helt indfriet, og ”Back To You” har heller ikke den samme overrumplende opbygning, som kunne have ført den fine melodi og stemningsmættede indledning frem til et resultat, der levede op til første del af albummet.
Således sidder jeg med en fornemmelse af at være blevet mere eller mindre blæst omkuld på fem af albummets første seks sange, hvorefter The Migrant mister pusten og de store armbevægelser. Det kan undre, at de stort opsatte arrangementer ikke er spredt anderledes ud over albummet, der lover stort og overbeviser fornemt fra start, men som bliver mere ordinært mod slutningen. Det efterlader et indtryk, hvor jeg er imponeret over de evner, der vises fra start, men ender med en lidt flad fornemmelse.
