Surt og sødt i tvivlsom forening
Når et navn som amerikanske Stone Sour gæster Danmark vækker det en særlig interesse i mig af flere sammenhængende grunde. Forsanger Corey Taylor og guitarist Jim Root er mest kendte for deres roller i maske-giganterne Slipknot, og det i sig selv burde jo være garant for en præstation ud over det sædvanlige. På album har Stone Sour dog ikke imponeret mig gennem årene. Repertoiret har været en lunken blanding mellem grunge, blød rock og nu-metal, hvor kvintetten har syntes fanget mellem blødere populær-rock og stenhård metal.
Stone Sour lagde heldigvis de bløde sider fra sig i starten af aftenens koncert i det næsten fyldte Store Vega. Corey Taylor gjorde det fra starten klart, at de havde glædet sig til at præsentere det nyeste og blødeste album Audio Secrecy for det danske publikum, men kombineret med enkelte numre fra gruppens to første albums, formåede Stone Sour at bide fra sig gennem det meste af aftenen. Kun i ti minutter midtvejs gennem koncerten knækkede filmen en smule for Stone Sour rent musikalsk. Under hele ”Bother” og halvdelen af ”Through Glass” stod Corey Taylor alene på scenen, og et par ballader med en enkelt stjerne på scenen, var ikke hvad koncerten havde brug for på dette tidspunkt. Derefter smed Stone Stour heldigvis fløjlshandskerne igen, og på numre som ”Digital” og ”30/30-150” leverede de en tight præstation på scenen, med en energi der smittede hele den store sal.
Men hvorfor stod man alligevel med fornemmelsen af, at der manglede noget? Noget der kunne løfte koncerten fra at være lige over middelmådig til at være helt superb. Det kunne tænkes at hænge sammen med den enorme fokus, der er plantet på Corey Taylor på en aften som denne. Et fokus hvor publikum synes mere betaget af hans person end af musikken, og det er en betagelse, som Taylor suger til sig og bruger til at holde stemningen og kontakten til publikum på det højeste koncerten igennem. Det kan man ikke fortænke ham i, og det lykkedes ham også at holde salen brandvarm fra start til slut. De fire andre i Stone Sour endte dog desværre med at fremstå komplet anonyme på scenen, og ærgerligt nok så fik de fem musikere på scenen aldrig løftet taget på Vega, som små dele af koncerten ellers beviste, at Stone Sour havde evnerne til. Hvad Corey Taylor havde af kendis-faktor og publikum-kontakt i aften, manglede Stone Sour desværre i scene-tilstedeværelse og musikalsk stabilitet.
