Modig og moden opfølger fra Holgersen
Sangerinden Kristina Holgersen er klar med opfølgeren til den fine og overraskende Mellem Myldretider, og Holgersens tredje soloudspil er atter i den lurvede joker-afdeling, hvor der bestemt er tale om en gedigen popmusik, men alligevel er det hele så skævt og opfindsomt, at man aldrig rigtig ved, hvad der lurer efter næste vers eller omkvæd.
Albummet starter imidlertid en smule for langsommeligt i sit optræk til for alvor at levere den skarpe og rammende hverdagspoesi og skævtslebne pop, som udgør størstedelen af Tusinde planer. Fra ”Jeg bestemmer”, der er en popsang med skurrende og skærende el-guitarer, der understreger frustrationerne og dagligdagseksplosionsfaren i sætningen ”nu vil jeg være gode venner/det er mig der bestemmer”.
Lidt af den samme arrangementsmæssige energi findes på ”Jeg Skulker”, der med en grum guitarbund, der valser afsted under Holgersens beretning om at måtte pjække fra hverdagen for at kunne få hverdagen til at hænge sammen. En cirkusagtig hverdags-skævert, der skramler og fænger på samme tid.
Når Holgersen er allerbedst, skruer hun dog lidt ned for vanvidsudtrykket og giver sig selv plads og ro. Det sker i særdeleshed på den fornemme ”Fra Bord Til Seng”, hvor Holgersen for alvor brænder igennem som en kunstner med integritet og personlighed, når hun deler sit drømmende og tænksomme univers. Det er ligeledes skævt tænksomt på den halv-frankofile ”Jeg siger Farvel”, mens der er mere tempo og popsnert på ”Hvorfor er hun så sur”, der dog stadig bevarer skævheden og de arrangementsmæssige overraskelsesangreb.
Albummet slutter med den mindst ligeså overrumplende ”Symfoni 2”, der er en lang og smukt sammensat finale med store stemningsfulde flader og en næsten klassisk inspiration. I sig selv en flot afslutning, men den bliver næsten for dyster til at afrunde et idé-sprudlende album som dette. Ikke desto mindre frembringer det som enkeltnummer et klart indtryk af, at Kristina Holgersen kan noget andet og mere, end den store bredde pallette, hun i forvejen viser.
Der findes også mindre fængende passager undervejs på albummet, men generelt sidder man tilbage med et indtryk af at være blevet ganske heftigt hevet omkring i et popunivers med utallige ansigter og stemningsområder. Lidt forvirrende, ganske overraskende og vældig charmerende.
