Briter indspiller country i irsk inspiration
Det lyder som en dårlig joke. To briter mødes på et irsk værtshus i Dublin og beslutter at lave en countryplade. Og klimakset på denne joke bliver hverken muntert, sjovt eller bemærkelsesværdigt. Den stopper nærmest med disse få indledende ord.
For Mt. Desolation er en duo, der har svært ved at ramme den dybde og den personlighed, der hører sig til, hvis man vil gøre sig i de traditionelle musikalske rødder. Det hænder et par gange, at Tim Rice-Oxley og Jesse Quin er tæt på at ramme plet, men alt for ofte bliver det for overfladisk og underholdningsbaseret, og man undrer sig over, hvad det egentlig er, de to briter har på hjerte.
Det gælder den klassiske pub-rocker ”Departure”, der åbner albummet, og det gælder den Runrig-stadionagtige ”Annie Ford”. ”Bitter Pill” lider samme skæbne, ligesom der er lidt for meget hestestank over ”Platform 7”. ”Bridal Gown” og ”Another Night On My Side” er udmærkede forsøg på at ramme en mere seriøs tone i et lavere tempo, men her mangler melodierne det sidste bid, mens ”The Midnight Ghost” er en outsider, der falder udenfor sammenhængen, men som dog har en vis berettigelse med sin støvede country-inspiration, der tilsættes gospel-præg og et Creedence Clearwater Revival-præg.
De to højdepunkter på albummet er ”State Of Our Affairs”, hvor man fornemmer, at Mt. Desolation reelt har noget, de gerne vil dele med lytteren, mens ”My My My” emmer af intensitet, skønhed, afdæmpet ro og en stærk vokal præstation.
Men det er altså undtagelserne, der er værd at bemærke. Som helhed har Mt. Desolation svært ved at fænge og tage greb om lytteren. De er sikkert underholdende efter en god flok pints på en irsk pub, men som album skal musikken kunne mere end som så. Og det kan Mt. Desolation ikke med materialet på dette album.
