Halvfesen crooner – fremragende jazz-backing
Jeg kan godt lide Magnus Carlsson. Han har leveret store sager i forgrunden for Weeping Willows, og hans soloalbum Ett Kungarike För En Kram er en flot retro-inspireret popplade. Nu forsøger han sig som stor-crooner med et jazzorkester bestående af en stribe af de fineste svenske musikere. Sidstnævnte fungerer fortrinligt, men Magnus Carlsson falder selv i baggrunden på dette album, hvor han ikke får sat sig i karakter som albummets omdrejningspunkt.
Der er ganske enkelt ikke substans nok i hans vokal, til at han kan hamle op med det forrygende orkester, der nummer efter nummer leverer pragtpræstationer. Sangvalget er også aldeles udfordrende, men man bør jo ikke udfordre sig selv mere, end at man presser sig selv til det maksimale. Her drukner Magnus Carlsson i store opgaver, han ikke formår at løse.
Tolkningen af Nick Drakes ”River Man” er en udmærket åbner, men Carlsson synes måske lidt vel imponeret over sangvalg og backingband, og på den gamle musical klassiker ”Feeling Good” er fornemmelsen igen, at Carlsson som vokalist ikke formår at finde forgrunden i det vellykkede arrangement.
”Barabajagal” er et orkestermæssigt fremragende nummer, hvor der er plads til at give den gas for både trommeslager, pianist, fløjtenist m.v., og her er vokalen en anelse bedre. Først på José Feliciano-nummeret ”Rain” synes det hele at fungere som en stærk helhed, og særligt pianobunden på arrangementet er storartet.
Young Holt Trios ”Ain’t There Something Money Can’t Buy” er en fin jazz-skæring, der fungerer fint på alle kanter, men Carlssons vokal synes igen skubbet i baggrund af det spillevende orkester, og crooner-vokalen bliver igen for spinkel på Tom Jones-kendingen ”I’m Alive”.
Mod slutningen eksperimenteres yderligere med sangvalget, og det er modigt at gøre Thom Yorkes ”Black Swan ” til et psykedelisk 60’er-nummer med jazzkant. Det er da heller ikke helt så vellykket, som det er spændende. Nick Caves ”Love Letter” leveres til gengæld med en stor dybde og personlighed, mens backingen er meget afbalanceret, og det er faktisk her, at Carlsson lykkes bedst som vokalist, mens der er yderligere stærke instrumentalpræstationer på The Pogues’-nummeret ”Summer In Siam”.
Generelt fremstår Magnus Carlsson som en lidt for tilbagetrukket og spinkel crooner til, at han formår at tage pladsen som omdrejningspunkt for dette album. Og det er en nødvendighed i denne genre, hvor de store instrumental-præstation skal omkredse en stærk mand i midten. Han findes ikke, og derfor er der ubalance i regnskabet, selvom de enkelte delelementer langt henad vejen er fortræffelige.
