Cinematiske lydmalerier af enorm vælde og lagdelt støj
Brad Rose´s enmandsprojekt The North Sea har ét på sinde – at fucke med dit sind.
Og det gør han så til perfektion!
Spænd audioselen. Luk de bevidsthedsudvidende sluser op og lad dig føre med af de vanvittigt virkningsfulde lydscenarier, lydtroldmanden Rose møder dig med. Vi skal, som en aktuel satirisk duo udtrykker det, på en tur helt ind i sindet. Derind hvor man bliver bange, men hvor der også kan være smukt. Derinde hvor Rose regerer, bliver man rusket godt og grundigt igennem og kastet gennem både behagelige og særdeles ubehagelige følelser. Der fornemmes aner til Labradfords tidlige udgivelser, om end det hos The North Sea handler mere om at udforske støjen end at søge den astrale og uendelige skønhed, som den begavede duo praktiserede i 90´erne.
”Bloodlines” lægger for med en frysende mørk, men også højstemt smuk synth-øvelse med munkeklosterklokker suppleret af ulmende noisetoner. Det kunne snildt være soundtracket til en dommedagsthriller af den mere bizarre slags. Den svæver efter 10 min. over i ”Missed Court Dates” næsten uden man opdager det, men stille og ubønhørligt moduleres lag på lag af lavfrekvente støjkollager ind i nummeret, som bygger sig op mod et crescendo af tårnhøj vælde. Her opleves et nærmest fysisk ubehag, men man sidder dybt fascineret med, for Rose kan altså noget med sin musik, som får en til at hænge på trods den næsten ubærlige smerte af skurrende syntetisk støj. Det er eminent og høj klasse, men også en kolossal udfordring. Dét nummer bliver næsten gentaget på ”Reunion”, som derfor kommer til at fremstå som lidt af et deja vu, selvom også det er et fremragende nummer.
På albummets måske stærkeste nummer ”Save Yourselves”, skriger man på redning fra en gnistrende elektrisk snelavine, hvis isnende dronehav langsomt og nådesløst maser sig fysisk ind i dit korpus. Prøv at bevare fatningen, mens pulsen stiger proportionelt med den massive lydmur. Overvældende og umanerligt velgjort.
Sådan revser The North Sea ens sind. Indimellem er det direkte fysisk ubehageligt og sansebombarderende pågående. Andre gange vægtløst og esoterisk. Sine steder er det benknusende og tænderskærende insisterende i sin udforskning af støjens anatomi. Der er momentane poler i spil. Lys veksler med mørke. Ulmende droner veksler med sfæriske synths så lette og forgængelige som vanddamp. Rugende uhyggestemninger veksler med sindsoprivende skønhed. Forbløffende sensorisk dybde pendulerer mellem de til tider tykt mættede, til tider transparent fine seancer. Frapperende kulde vs. tempereret varme. Decideret hede når det dog aldrig at blive, kun når man i ny og næ får sved på panden af de eksplicit borende toner, for Rose ynder at afsøge mørke stemninger helst i kombination med et musikalsk arktisk klima.
Én ting er det til gengæld aldrig og det er kedeligt appellerende. Når The North Sea er bedst, transcenderer Rose lytteren hinsides tid og rum.
Et fremragende album for den tålmodige lytter, som hylder udfordrende, abstrakt og ganske kompromisløs musik.