Underspillede amerikanere tager stikket hjem
Den amerikanske trio Fistful Of Mercy består af tre fine og lavmælte musikere, som uden de store dikkedarer på naturligste vis formår, at invitere indenfor i varmen, så man føler sig som en kærkommen gæst på uanmeldt visit. Singersongwriteren Joseph Arthur, blues/folk musikeren Ben Harper og Dhani Harrison – ja sønnen til Beatlen – slog pjalterne sammen for et års tid siden og nu ligger resultatet her.
Debuten As I Call You Down er gjort af lækre flerstemmige vokaler, sprøde akustiske guitarer, spredte orgelindslag og tilbageholdt orkestrering. De tilbagelænede og henholdende trommer leveres fintfølende, sjælfuldt og med blæret overskud af Jim Keltner. Den mand kan uden de store armbevægelser slå fast med syvtommersøm, at han kan sin metier til fingerspidserne.
De tre moderne arvtagere til Crosby, Stills, Nash & Young glimrer med et smukt og underspillet album, der ikke umiddelbart gør meget væsen af sig, men som efter gentagende lyt løfter sig mod reelle ørehængere. Indledningsvis syntes jeg det var lidt for tandløst og ufarligt. Lidt for behagesygt. Lidt for følt og loddent. Kunne fanden dog bare indimellem tage ved bandet og få dem til at sætte perfektionismen overstyr og bare give pænheden hell to pay. Kun på ”Father´s Son” bringes lidt tænder til syne i en skøn gang blueset rootsrock med gulvstamp og svedig steelguitar, mens Harper sætter trumf på vokalen og tager teten med en effektiv sololevering i omkvædet.
Men, men, tålmodighed er en dyd man bør unde sig selv, når man har med As I Call You Down at gøre, for stille men uigenkaldeligt kiler de resterende sange sig ind imellem ørerne og hjerterummet og giver ikke uden videre slip igen. Signatursangen ”Fistful Of Mercy” er eksempelvis et pletskud og en uforlignelig ballade, som vidner om de tre herrers garvede omgang med musik i diverse sammenhænge. Nummerets afsluttende violiner og lapsteel guitarsolo både risler ned ad ryggen, rører tårekanalerne og sætter gang i endorfinerne – eminent simpelthen!
Den lille instrumentale ”30 Bones” oser af velvære og cosyness, uden det forfalder til anonym og tilforladelig muzak. Alle numre ikke bare står distancen, men afslører et himmerrige af solide melodier, under det nøgterne og forsigtige ydre. Der er kælet for lyden, som er superlækker og let og elegant som silke og samtidig afslører stor nuancerigdom. Alle facetter fremstår rent, varmt og knivskarpt.
Numrene bevæger sig indenfor deres eget lille rum frydefuldt rundt og griber ofte lunt om hjertekulen og efterlader en med et saligt smil på læben.
Fistful Of Mercy laver oldschool musik når det er allerbedst. Det er milevidt fra moderne tendenser og eksperimentelle fiksfakserier. Blot tre mand plus det løse og en balje knaldgode melodier, flotte vokaler og en beherskelse af instrumenterne uden den mindste rysten på hænderne. Kun ”Things Go ´Round” kunne jeg godt have undværet med sine irriterende klavertrippende mønstre og løjerligt affekterede anglofile vokaler, som virker fjollede. Den er nu en ensom udtørret oase i en ellers frodig have af livgivende melodiøsitet.
As I Call You Down er en tidløs og gennemført dejlig plade, som bare vokser på dig hele tiden.
