Underspillet magi på en regnfuld aften
Mørkemanden Mark Lanegan og hans samarbejdspartner over tre albums, skotske Isobel Campbell, havde inviteret indenfor til en sid ned koncert i Vegas store rammer. Egentlig en lidt underlig disposition med tanke på deres nyligt udsendte tredje album Hawk, som er deres til dato mest rockede og rigt orkestrerede. Nuvel, det skulle blive spændende at se hvordan de mere muskuløst spillede numre fra netop det album ville manifestere sig i et akustik setup.
Røven var ikke synderligt behageligt placeret i stoleposition, da skønheden og udyret på vanlig sky facon indtager scenen i Store Vega. De værdigede nærmest ikke publikum et blik, mens de indtog deres position. En position de stort set ikke veg fra gennem den 85 min. lange koncert. Det var som om, vi publikummer var alt for intimiderende blot ved vores beskedne tilstedeværelse. Opsætning var asketisk og holdt til minimum. Tre ufiltrerede spots og lidt simpel farvebaggrund og de selvsamme stole af stenhårdt design, man husker fra sin fortidige folkeskole, var de asketiske udenomspræmisser. Nichts weider.
Det er med andre ord musikken og intet andet det handler om. Og hvilken musik!
Vegas gulv og balkon var rundet af forventningsfyldte ansigter, nærmest i samme andægtige stemning som til gudstjeneste. De to anerkendte vokalister var akkompagneret af en glimrende kontrabassist og en særdeles velspillende guitarist – han lignede i øvrigt en korpulent Jack White – som skiftede mellem steel og akustiske guitarer. Campbell selv inkluderede ofte en sørgmodig og meget smukt spillet cello, som bar sangene endnu mere i retning af melankoli og blå stemninger.
Fra de lagde for med ”Seafaring Stranger” til de afsluttede med en uforlignelig coverversion af Hank Williams’ ”Rambling Man” mere end tyve numre senere, var salen holdt i ave af den intime og forførende vellyd kvartetten holdt hele vejen. Vi blev præsenteret for en suveræn setliste, som på bedste vis og nogenlunde ligeligt fordelte de tre skiver i diskografien ud over aftenen. Højdepunkterne var mange, men især ”Come On Over, Turn Me On”, ”We Die And See Beauty Reign”, “Sally, Don’t You Cry” og “The Circus Is Leaving Town” bør nævnes. Tre af dem fordi de ganske enkelt er sindssygt gode numre og ”Sally, Don’t You Cry” fordi den løftede sig fra et hæderligt nummer på Sunday At Devil Dirt, til en glimtende juvel live.
Lanegan’s mørke baryton af en gravrøst komplementerer Campbells henførende og fløjlsbløde vokal perfekt. Hvor de hver især kan blive for ensidige, giver de hinanden et spændstigt modspil, som i den grad bærer og klæder en koncert af denne intime akustiske art.
Lanegan er efterhånden et ikon, og når han står som en stenstøtte på scenen vekslende med en genert attitude som en lille forsagt dreng mellem numrene, ikke anende hvor han skal kigge hen eller gøre af sig selv, kan man sgu kun elske ham. Helt tilbage fra de vilde grungedage med Screaming Trees har han indtaget den statur, om end han dengang led under sit voldsomme temperament og indimellem delte øretæver ud til band og roadier. I dag er han helt faldet til ro og hviler tydeligt i sig selv.
Midtvejs i sættet sker der noget. For hvor koncerten indtil videre har været lavmælt og instrumenteringen næsten kan beskrives som mere antydet end for alvor anslået, dukker ”You Wont Let Me Down Again” og ”We Die And See Beauty Reign” fra Hawk op og her får instrumenterne et gevaldigt nyk opad i styrke og fremførsel. Det virker som benzin på et ulmende bål og passer perfekt indenfor koncertens ramme. Publikum går fra knappenålsstilhed til en mere fri og opløftende tappen med fodsålerne. Et enkelt og sublimt løft, som viser hvor få virkemidler der behøves, for at dreje en koncert bare en anelse i energi. Kort efter er vi tilbage igen og det er skønt at læne sig tilbage i sædet efter dette lille iltoptag.
Første og eneste gang den akustiske fremførsel kommer lidt til kort er i ”Time Of The Season”, som fundamentalt mangler de svulstige strygerarrangementer fra Hawk. I aftenens version viskes noget af nummerets storslåede glans ud, og det kan ikke rigtig stå på egne skrøbelige ben.
Det bliver dog en bitte detalje på en ellers helt igennem magisk aften i selskab med skønheden og udyret.
Apropos Lanegan’ s modnede følelsestilstand sidder han helt atypisk i foyeren efter koncerten og signerer cd’ er til folk, oven i købet givende hånd og smilende – ja som verden dog ændrer sig!
