Nordafrika og Europa mødes i magisk forening
Det nordlige Afrika og den arabiske verden er i centrum i disse måneder. Og derfor er det ikke uvæsentligt at bemærke dette album fra Souad Massi, der er en sangerinde fra Algeriet, som i slutningen af 90’erne var en del af det politisk bevidste protest-rockband Atakor i hjemlandet. Et band, der på grund af dødstrusler kostede livet i hjemlandet – Souad Massi måtte flygte til Frankrig, hvor hun blev opdaget og fik pladekontrakt.
Musikken spiller primært på musikalske traditioner fra hjemlandet, men der sniger sig også en fransk tone ind hist og her. Det meste af albummet er akustisk baseret og sprogligt skifter Massi mellem modersmålet, det franske og det engelske.
I et politisk funderet tekstunivers bør man naturligvis tage teksterne med i betragtning, men det giver sine udfordringer, hvis man hverken taler fransk eller arabisk. Derfor lader jeg teksterne understøtte melodierne og fungere som et ekstra instrument, og det giver faktisk et ganske særligt frirum som lytter, at være nødt til selv at danne sig sine billeder af de tekstmæssige rammer.
Albummet åbner drømmende på ”Samira Meskina”, mere traditionelt folk/rocket på ”Tout Reste a Faire” og ”Kin Koun Alik Ebaida” er elektrisk folk/rock af fin standard. ”O Houria” er tilbage i den akustiske stemning, og alle disse numre er fine indgange til Souad Massis musikalske univers. Det kræver lidt tilvænning at åbne sig for sprog og kultur, men når dette er sket, er man efter de første numre helt klar til højdepunkterne.
”Nacera” er en stærk sang – om et eller andet arabisk – men den virker altså fremragende trods sprogproblemerne. Flot melodi, stærk indlevelse og eksotisk instrument-sammensætning, der giver et helhedsbillede af et nummer, der ikke er os fjernt, men som dog har noget anderledes og charmerende over sig.
”Une Lettre A… Si H’ Med” er nærmest country, og det kunne jeg godt undvære, for der er ikke meget autentisk særpræg. ”Tout Ce Que J’aime” er en fin folk-popsang, mens det bliver aldeles magisk på den fortryllende ”Khabar Kana”, der viser Souad Massi fra alle de bedste vokale sider. Jeg fatter ikke en lyd af teksten, men kan uden problemer lade mig rive voldsomt med af dette smukke stykke musik.
”Enta Ouzahrek” følger udmærket op i en uptempo folk-popting, mens ”Stop Pissing Me Of” er akkompagneret af en alenestående kontrabas – lidt som ”Fever” i sit udtryk. Tekstmæssigt er nummeret på arabisk – trods den engelske titel. ”Un Sourire” er en smuk hymne, mens albummet lukkes ned på ”Let Me Be In Peace”, hvor selveste Paul Weller giver en hånd med ved klaveret – og en stemme med på vokalen. Et flot nummer, der runder et album, fyldt med særpræg og mystik og tilnærmelser fra den arabiske musikkultur til den vestlige.
Souad Massi er en aldeles interessant sangerinde og kunstner i sig selv. Og at hun i 2011 er en sangerinde, der pludselig er blevet musikalsk eksponent for nogle af de verdenshistorie-omvendinger, der sker om ørerne på os, så har hun pludselig en helt anden relevans og aktualitet for mange flere. Og det fortjener hun, for ”O Houria” er et bemærkelsesværdigt og meget dragende album.
