Overraskende og overrumplende britisk sangerinde
Der var engang, da vilde og uregerlig kvindemennesker var personificeret i Alanis Morissette og det slæng, der fulgte efter. Det er snart længe siden, og vildskaben hos canadieren er intet i sammenligning med britiske Anna Calvi, der nu debuterer med et højst særpræget album, fyldt med guitarpræget rock – og poppede, teatralske og yderst selviscenesættende melodier.
Med dramatik og store teatralske opbygninger kan det viltre udtryk i øjnene sammenlignes med en kloning af Nina Hagen og Amy Winehouse, og musikalsk er Anna Calvi et sted midt mellem filmiske James Bond-temaer, rusten 60’er-garagerock, The Raveonettes, og noget, der er sluppet ud fra Broadway.
Det er så helt igennem særegent, og så alligevel så lyttevenligt, at det er svært at finde helt præcist den betegnelse, der rammer denne britiske sangerinde og guitarist bedst. Men numre som ”Desire” og ”First We Kiss” har næsten hitpotentiale, mens ”The Devil” er den rene vanvidsstemning at finde ind i med sit viltre guitarspil, den nynnende, næsten spøgelsesagtige vokal – og opbygningen, der hele tiden sigter efter noget større. Og så den minimale og afdæmpede – næsten sparsommelige ”No More Words”.
”I’ll Be Your Man” er bombastisk, teatralsk og flot leveret, både hvad angår vokal og guitarspil, mens ”Love Won’t Be Leaving” er årsagen til, at Anna Calvi må være kandidat til at levere næste temanummer til James Bond. Den filmiske og storladne måde at opbygge nummeret til et klassisk Bond-omkvæd, er ikke til at tage fejl af.
Det er svært at sige ret mange almindelige ting om Anna Calvis debutalbum. Hun er helt igennem sin egen, og man skal tænke kreativt for at finde modstykker. Det er aldeles overbevisende, men også temmelig uhåndterligt, det hun leverer på denne debut. Man bør ikke snyde sig selv for at opleve dette album, der overrumpler og overrasker fra start til slut.
