Kylesa mfl. til Roskilde Festival
byRoskilde Festival spytter i denne tid med jævne mellemrum tilføjelser til plakaten ud, og i dag fortsætter tendensen. Men det er en blandet pose…
marts, 2011
Crystal Fighters: Star Of Love
byCrystal Fighters trækker på flere stemninger og inkorporerer forskellige genrer og udtryk i deres latino dancepop, og man er hele tiden med på en bagudskuende trip down memory lane, om bord i et fremadstormende og løbsk lokomotiv, der får hår og kinder til at flabre i den virtuelle vind.
Lyt til Beirut-cover
byDet amerikanske folkoutfit Beirut har ikke udgivet et album siden The Flying Cup der udkom i 2007. Dengang var Beirut en af indiemusikken varmeste…
Sine Bach Rüttel: Chasing The Dragon
bySine Bach Rüttel lykkes ikke altid med eksperimenterne, men det er omkostningen ved at eksperimentere. At der skal bruges to numre for at ramme en guldåre er jeg klar til at tage med. For de gode numre er på et meget højt niveau og gør Sine Bach Rüttel til en sangerinde, der absolut har noget at give den danske musikscene.
Sufjan Stevens’ Seven Swans genudgives nye klæder
byDet var først med albummet Seven Swans at undertegnede tilbage i 2004 endelig fik øjnene op for Sufjan Stevens. Albummet har stadig en særlig…
The Felice Brothers udgiver nyt i maj
byDen 10. maj udgiver The Felice Brothers deres fjerde album, Celebration, Florida på pladeselskabet Fat Possum. Bandet er pt på en længere tour rundt…
Sedated Angel: Dirty Goin´Down
bySedated Angel formår at variere deres fundamentalt ensrettede lyd over Dirty Goin´ Down´s fire sange, så man oplever små men signifikante nuancer i bandets tonsetunge univers. Selvom alt ikke spænder lige godt af, mobiliserer fuzzdrengene rigeligt med kompetent tråd til, at det rykker grundigt i den indre rockhund
One Year From Home: The Strip
byMads Brinch Nielsen efterlader et indtryk af en mand, der skriver fine sange, og som i momenter formår at få det optimale ud af en lidt spinkel stemme og en akustisk funderet bund. Andre steder tager han livtag med lidt større udfordringer, og der kommer han lidt i problemer.
Cocoon: Where The Oceans End
byDer veksles og varieres ofte i Cocoons univers, men det er, når hyggen, charmen og det rare udtryk har overtaget de er bedst. Enkelte numre er så sublime, at de formentlig vil opnå en livstidsplacering på min favoritliste. Men der findes også unødvendige ligegyldigheder undervejs på dette overordnet charmerende og fine album.
Thousands: The Sound Of Everything
byGiv tid, giv opmærksomhed og hav tålmodighed. Så viser Thousands, hvordan lyden af alting kan komme fra to struber, to akustiske guitarer, en klokke og et stakåndet stueorgel. Det er de tostemmige vokaler og de gribende smukke guitararrangementer, der bærer dette album frem fra det ene generte og indelukkede nummer til det andet.
Artillery: My Blood
byI 2009 udgav Artillery albummet When Death Comes, som blev lidt af et comeback for dem. Og nu, efter der er gået mindre end to år siden comebacket, er de så igen aktuelle, og starter egentlig hvor de slap. Om det så er positivt, det er en anden sag.
Ladysmith Black Mambazo: Songs From A Zulu Farm
byDet sangtekniske er sublimt, men skal jeg blive fanget af sydafrikanske vokalharmonier, skal der være noget, der overrasker, og lyden må gerne være mere autentisk en den glasklare og fintpolerede studielyd, der kendetegner dette album. Det bliver for glat og forudsigeligt til, at sangene fremstår levende og autentiske.
Akron/Family: S/T II:The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT
byAlbummets 13 skæringer spænder fra blid romance, klokkespil og croon over barberbladsskarpe og møgbeskidte syrespader, der river og rusker og stiller krav til lytterens tålmod. Akron/Family er ikke for konservative sjæle, der helst ser verden forklaret i et sammenhængende og afklaret lys.
Does It Offend You, Yeah?: Don’t Say We Didn’t Warn You
byEnglænderne gør flere gange meget ud af at understrege, at de er vilde, og at de kommer i en slags musikalsk oprør. Det er en fin intention, men det er på deres anden plade så påtaget og forudsigeligt, at de bestemt ikke behøver at advare mig, og at de på ingen måde forarger mig.
Wye Oak: Civilian
byWye Oak´s tredje langspiller Civilian er duoens hidtil bedste. Bandet træder i denne ombæring mere i karakter. Det være sig på første halvdels mere tempofyldte, rockede og støjende numre, såvel som anden halvdels mere introverte sange.