Dinosauren har sat bideskinne på bisserne
Gode gamle J Mascis har lagt de eksploderende guitarer på hylden for en kort stund, for i stedet at fokusere på nøgterne akustiske sange af den slags man kunne benævne singer-songwriter west coast style. Den egensindige amerikaner med den raspende vokal skærer i den grad til benet på Several Shades of Why og det var med en kende frygtsomhed jeg gik til udspillet, bl.a. fordi, at hvor Mascis tidligere har kunnet dække sig ind under velvoksne guitarriffs, et tyk lag af distortion og sublime soloer, hvis melodien syntes lidt fattig, står han nu (næsten) nøgen og uden beskyttende parader.
Frygten viser sig heldigvis overflødig, for Mascis har bedrevet et særdeles veldrejet album her på kanten af foråret.
Several Shades of Why indeholder en varm akustisk lyd, som giver plads til hjerterum og Mascis åndedrag, der hviler over hele udspillet. Der er anseelig plads til de rene toner, oftest uden nævneværdig strøm og på forunderlig vis savner man sjældent de vante distortionbrøl og smadrede, men sjælfulde guitarsoloer fra hans hånd. Her er de erstattet af følelsesladede akustiske guitarstrofer og smukke melankolske strygerindslag.
Om man foretrækker Mascis for fuld udblæsning som på de seneste to Dinosaur Jr. album, eller som poetisk trubadur på indeværende skive er selvfølgelig en smagssag, men det er svært ikke at sammenligne ham med Neil Young. For er der nogen der kan levere en på en gang ubarmhjertig, sønderknusende og sensitivt fortryllende solo på spaden, som The Godfather himself, er det altså Mascis. Han formår, at få en til at trille en glædeståre, alt imens man bider tænderne knasende sammen for at stå imod den grumme intensitet. Selvom Several Shades Of Why indeholder signatursoloer, hælder vægten denne gang mod med mere sarte og hudløse sange.
Og her ligger måske den største udfordring, for Mascis har et væsentligt mere begrænset vokalt udtryk end Young, der for alvor kommer til udtryk under rene akustiske rammer. Heldigvis får han hjælp af gode kræfter som bl.a. Kurt Vile, Kevin Drew (Broken Social Scene), Ben Bridwell (Band of Horses) og Pall Jenkins (Black Heart Procession), hvilket gør det til en mere alsidig plade, der faktisk holder et højt melodisk niveau det meste af vejen.
Stilstand undgås dog ikke helt og eksempelvis ”Very Nervous And Love” og ”Not Enough” rykker sig ikke nok ud af stedet til for alvor at blive interessante. ”Make It Right” lyder som ”Here Comes The Sun” udsat for lapsteel, fløjtetoner og sav, men Mascis er altså ingen Lennon/McCartney hvilket afstedkommer, at nummeret genererer en vis kedsomhed, i stedet for lystig singalong.
Til gengæld er ”Listen To Me”, ”Is It Done” og titelnummeret perler på snor. Især titelnummerets sørgende smukke violin – spillet fremragende af Sophie Trudeau (A Silver Mount Zion) – gør indtryk, mens ”Is It Done” rundes af en formidabel guitarsolo med lidt mere elektrificering end ellers på albummet, der virkelig åbner materialet og ørene til uvægerlig glæde.
Også ”Too Deep” indeholder væsentligt mere gods. Selvom der er tale om en stilfærdig sag, der ikke umiddelbart gør voldsomt meget væsen af sig, har den en skøn og smittende guitarrundgang.
Allerbedst er nok de to afsluttere ”Can I” og ”What Happened”. På førstnævnte duellerer Mascis´ lækkert spillede, let skæve guitarfingerspil på flot vis med Matt Valentines (The Golden Road) mørke bluesede guitarakkorder, der lyder som Dylan Carlsons tørre hypnotiske riffs. “What Happened” står stærkt og kandiderer til albummets bedste sang, med fede guitarriffs tilført lidt sjælden strøm, leveret i fællesskab af Kurt Vile og hovedpersonen selv. Dét nummer har kvalitet til at blive en lille evergreen for folk der ynder musikkens mere kringlekrogede veje.
Several Shades of Why indeholder lune og fine sange der åbner sig over tid med kun ganske få trivialiteter, alt sammen udført som gedigent gennemarbejdet håndværk. Albummet er dermed et eklatant eksempel på en grower, der giver indsatsen mangefold tilbage, hvis man møder det med rette tålmodighed.
