Varmt og smukt udspil fra Baltimores musikalske eg
Wye Oak´s tredje langspiller Civilian er duoens hidtil bedste. The Knot fra 2008 var et fint album, som lå i smult vande sammen med beslægtede slow-core navne som Low og Codeine med en knivspids Cowboy Junkies indover. Dengang drev de formlen quiet/loud/quiet lidt for ensidigt for min smag. Det var bestemt bestået og gedigent håndværk, men jeg savnede mere integritet og egenart, hvis det for alvor skulle adskille sig fra inspirationskilderne.
Nu foreliggger så Civilian og der er ikke umiddelbart skelsættende forskel fra dengang. Og så alligevel, for Wye Oak træder i denne ombæring mere i karakter. Det være sig på første halvdels mere tempofyldte, rockede og støjende numre, såvel som anden halvdels mere introverte sange. Civilian er nemlig en plade, som kan deles lige lukt over på midten. Som to forskellige sider af samme band, fordelt som bror og søster.
Generelt har duoen flyttet sig fra ovennævnte præferencer til et spændingsfelt imellem Sonic Youth, Neil Young, Throwing Muses og, ja, Fleetwood Mac. Netop Throwing Muses´ Kristin Hersh er evident i Jenn Wasners rigtig gode vokal. Hendes skrøbelige sider suppleret af et mørkt og sensuelt fundament ikke ulig Concrete Blonde´s Johnette Napolitano, gør en unik og spændende vokal, som er allestedsnærværende på Civilian. Man bliver simpelthen suget ind i sangene og hænger spændt ved, også hvis sangene indimellem bærer præg af monotoni.
”Two Small Deaths” lægger smukt og inderligt for. Her flettes historien om virkelighedens mord på et fjernt familiemedlem af Wasner sammen med Alex Chilton´s død på selvsamme dato. Og netop Chilton/Big Star inspirationen går igen på den akustiske ballade og afslutter ”Doubt”, som er så snydt ud af næsen på det band, at man lige tjekker covernoterne en ekstra gang for ophavsretten.
Herefter kommer der mere skub i instrumenteringen på ”The Altar”, som indeholder en solid bund af bas, orgel og bastante trommer. Det samme gælder ”Holy Holy”, som begynder moderat tilbageholdt, men som midtvejs slipper tøjlerne løs og den kontrollerede vokal får et væsentligt mere rocket udtryk. Her bombarderes man af tørre, tungt spillede trommer og en Sonic Youthsk guitarføring med både det ringlende element og det krast distortede med alternativt stemt gribebræt. Det klæder Wye Oak, at kaste kontrollen overbord og lade de agiterede følelser få frit løb.
”Dog Eyes” indeholder også et tungt distortionvædet mellemstykke, som krakelerer den stramt holdte fernis, som en gulvafhøvler på et plankegulv. Et kort og potent nummer, der træder kraftigt på støjpedalerne. Titelnummeret veksler adstadige rytmer med uptempo beats og det hele køres i skabet af en herlig sej og balstyrisk guitarsolo, som var Crazy Horse redet ind i studiet.
Så er vi halvvejs og herfra skifter albummet væsen af en sådan karakter, at man i første ombæring tænker, at melodierne tabes noget af syne – at ensformigheden sætter ind – at materialet ikke helt er stærkt nok – at der ikke lader til at være mere ammunition i bøssen….. Men giv tid og ro, for hvor 1. del har kraft, saft og insisterende gennemslagskraft med sine eksplicitte støjudladninger, er 2. del en helt anden fætter. Den er mere dvælende, hypnotisk, meditativ og indadvendt i sit udtryk. Den afkræver simpelthen mere tid og nærvær af sin lytter, men gør man sig selv den tjeneste, at ofre supplerende lyttetid på Civilian´s suggestive del, er det godt givet ud, for sangene afslører små, fine substantielle detaljer under de umiddelbart monotone melodier.
De to ying og yang sider af Civilian akkumulerer et rigtigt godt og spændende album tilsammen, der bestemt kan anbefales.