Storladen minimalisme fra amerikansk duo
Titlen på dette album er næsten arrogant og flabet. Den står i stærk kontrast til albummets reelle indhold, men samtidig markerer den, hvordan det aller mest skrabede kan få status af storladenhed og ubegrænset rummelighed, når der gives plads og kæles voldsomt for detaljen.
Det er de tostemmige vokaler og de gribende smukke guitararrangementer, der bærer dette album frem fra det ene generte og indelukkede nummer til det andet, mens der i ny og næ gives lidt mere jordnære og tilgængelige melodier til lytteren, så det ikke bliver uhensigtsmæssigt krævende og anstrengende at fange meningen og konceptet.
Albummet åbner i fin klassisk folk-pop-stil med vokalharmonier, fingerspillet guitar og smukt arrangement på ”Mtses III”, der med sin glimrende melodi er en superflot åbner, der giver en stærk og varm velkomst til et stemningsfuldt album, hvor alt er barberet ned til det minimale.
”Big Black Road” har igen detaljerne i fokus, og det er de bittesmå virkemidler, der trænger igennem. Her er melodien måske ikke den stærkeste, men guitararrangementet bærer det hele igennem i sine flot opbyggede figurer, hvor der skal lyttes intenst, hvis det ikke skal gå i ét med stilheden.
På ”Red Seagulls” oplever man igen et nærstudie i guitararrangementets kunst. Melodien er en smule mere fremtrædende, men det er stadig konstruktionerne i musikken, der er mest bemærkelsesværdige, og med temposkift, stemningsskift og variationer mellem de hurtigtløbende akkorder og fingertræk i strengene og så til de helt rolige enkelt-tonestrejf, der får rigeligt plads til at fylde i flere sekunder, er vi på et niveau, hvor bandet kræver maksimalt af sin lytter for at få den fornødne forståelse, men hvor der til gengæld er milevide perspektiver for lytteren i forhold til at lytte på egne præmisser og få et sandt mesterværk ud af det. Bandet leverer ikke mesterværket – det skal nå dette klimaks i samklang med lytterens tilgang til nummeret.
”Debris” er en lille puster for lytteren. Her bliver melodi og forståelse serveret på et flot nypudset og velanrettet melodisk sølvfad, og nummeret er en nødvendighed for ikke at blive for spækket med kunstneriske udtryk. Den følges op af ”Everything Turned Upside Down”, der atter rummer en fremragende melodi, vokal og guitararrangement. Igen i den lidt mere lettilgængelige afdeling men med så usigeligt mange lag, når man tager i betragtning, at akustisk guitar og vokal er de eneste ingredienser. Tag med i betragtning, at der undervejs i nummeret er en periode på godt 20 sekunder, hvor vokalen udelukkende understøttes af den samme enlige tone fra en enkelt streng på en enkelt guitar, men det er mere end rigeligt til at skabe en højmessekvalificeret storladenhed i den vanvittigt simple stemning.
Titelnummeret ”The Sound Of Everything” er et lidt mærkeligt intermezzo med lyst svævende vokal over minimalistisk orgel, mens albummets anden halvdel følger op på indledningen. ”Sun Coz” er en let og fin sang over akustisk guitar, og ”To Save The Truth” er i tråd med de øvrige små perler. ”Love Won’t Come” er storladen minimalisme med flotte stemninger og næsten andægtig ro, mens ”Must Be Born Again” er lidt mere søgende og åbensindet i sit udtryk, men stadig med den afdæmpede akustiske ro og balance.
”We Don’t Tell” glider lidt i baggrunden, men beviser et skyhøjt bundniveau, mens albummet afrundes på flotteste vis med ”On and On”. En enkelt lille klokke skyder nummeret i gang. Og på et album, hvor andelen af instrumenter er begrænset til akustisk guitar og et enkelt lille orgel, virker den måske ligegyldige klokke som en stor ting, der har en funktionalitet, der er svær at beskrive. Åbner en flot afslutter på albummet, og her sniger orglet sig også let og elegant ind som en vuggevise, der lukker en aldeles stemningsfuld og smuk plade af.
Thousands har begået et lille mesterværk. For at score allerhøjeste karakter skulle Kristian Garrard og Luke Bergman nok have givet lidt mere til lytteren. Nu er det absolut afhængigt af lytterens vilje, om disse stemningsfulde numre skal nå deres højeste potentiale, for det kræver en stor opmærksomhed og et viljefast fokus at trække alle de stærke momenter ud af dette album. Så giv tid, giv opmærksomhed og hav tålmodighed. Så viser Thousands, hvordan lyden af alting kan komme fra to struber, to akustiske guitarer, en klokke og et stakåndet stueorgel.
