Særegen sangerinde skaber nyt liv i popmusikken
Allerede i hele grundhistorien om Sine Bach Rüttel er der noget, der gør hende til noget særligt. At en pige i de allertidligste teenageår til fulde overlader sit fremtidige liv til noget så ejendommeligt som en banjo, er ikke helt almindeligt. Ikke desto mindre udsender Sine Bach Rüttel nu for første gang sine egne kompositioner som sangerinde, sangskriver – og glimtvist blændende banjo-spiller.
Banjoen er ikke omdrejningspunkt men er med til at give de typisk nordisk-klingende pop/rock-sange en særegen substans, som også understøttes af Sine Bach Rüttels vokal, der er dragende og stærk, når den får plads og rum i sangene. Andre steder, når tempoet skrues op, er det som om, at vokalen mangler den sidste gnist til for alvor at brænde igennem.
Det åbner fornemt på titelnummeret ”Chasing The Dragon”, der er en flot melodi med storladent omkvæd. Herfra går det lidt i stå på den lidt for ordinært skrevne ”Creature Nature”, mens Rüttels vokalevner og indlevelse træder i karakter på ”Dear Sister”.
Albummets højdepunkt er for mig ”You and I”, der i sig selv kombinerer de fineste sider af Sine Bach Rüttel på et enkelt nummer. Det er regulær pop i sangskrivningen, men banjoen giver det skæve snit, der også trækker ”Slow Down” op til en fænomenal kobling mellem mainstream pop og amerikanske roots-traditioner.
På ”Weep” og ”Mother” leverer Rüttel fine sange og vokalkvaliteter i mere afdæmpede og melankolske rammer, mens ”Fill Me Up”, ”Insane” og ”Back To The Rack” ikke rigtig bider fra sig.
Det gør til gengæld ”Take Me Home”, der med discount-rytmeboxen indstillet på bossa nova er en løjerlig størrelse, der tager mange afspilninger at blive klog på. Selve sangen har en flot dybde og glimrende vokalpræstation med en kantet desperation, som i en nærmest barnlig lydkulisse får en finurlig afgrund mellem den tekstmæssige tvivl og desperation og det barnligt naive.
Sidstnævnte nummer er sammen med ”You And I” og ”Slow Down” i sig selv nok til at berettige dette album fra Sine Bach Rüttel, der tør udfordre de gængse rammer for popmusik. Og det har popmusikken brug for.
Hun lykkes ikke altid med eksperimenterne, men det er omkostningen ved at eksperimentere. At der skal bruges to numre for at ramme en guldåre er jeg klar til at tage med. For de gode numre er på et meget højt niveau og gør Sine Bach Rüttel til en sangerinde, der absolut har noget at give den danske musikscene.