Uinteressant med undtagelser
Den franske dancepopgruppe Yelle er ude med nyt album, og hverken i forhold til bandet selv eller i forhold til den genre, de knytter sig til, er der specielt meget nyt under solen. Det er electropop i den forstand, at der er tale om popsange i et elektronisk miljø. Så simpelt er det.
Og desværre er der ikke ret ofte så meget mere at komme efter. Det bliver ved det forudsigelige, der af og til er ganske iørefaldende – andre gange temmelig kedsommeligt. Men fremfor alt er det ikke specielt originalt. Med to undtagelser, der til gengæld giver albummet en vis berettigelse.
For på den eksotisk inspirerede titelskæring er der en umiskendelig let fransk tone over melodien, og hengemt i arrangementet findes små afrikanske stikpiller. Et glimrende nummer, der imidlertid bliver overgået af den helt igennem charmerende og indsmigrende ”C’est Pas Une Vie”, der med sin akavede staccato-rytme synes at være et helt skævt bidrag på et album, der ellers er ualmindeligt tro mod sin genre.
At man så skal døje med ”Unillusion”, ”Chimmie Physique” og ”J’ai Bu” er en anden sag, for der er ikke meget sjov og fornøjelse ved dem. Heldigvis findes skip-knappen – eller muligheden for at nøjes med at købe enkeltnumre som download. Så hip hurra for de nye tider – så kan man nyde de få gode momenter på en ellers ganske anonym udgivelse.