Solid americana fra The Head and the Heart
Da the Low Anthem i sidste måned gæstede Loppen havde de taget The Head and the Heart med som opvarmning. Der var sikkert ikke mange, der kendte dem dengang – og det er nok stadig tilfældet. Desværre. For selvom The Head and the Hearts musik ved første gennemlytning kan lyde en smule triviel og som en billig poppet version af Ryan Adams anno Heartbreaker eller som en version af The Avett Brothers uden banjoen, så løfter albummet sig allerede ved andet lyt. Det er knap så country som The Avett Brothers, men inspirationen fra countrytraditionen er tydelig.
I front står de to sangere og sangskrivere Josiah Johnson og Jon Russell, der så vidt jeg kan høre deler pladsen bag mikrofonen nogenlunde ligeligt. Og ofte befinder de sig, der samtidig, hvilket resulterer i flotte harmonier. Ikke sjældent kan man også høre sangerinde og violinist Charity Rose Thielen synge med. Enten som en stemme, der er gemt lidt væk i det fjerne, eller helt fremme og på omgangshøjde med de to herrer. I de tilfælde lyder hun en anelse som Leslie Feist. Udover Johnson, Russell og Thielen består The Head and the Heart af yderligere tre musikere, hvilket kan høres i det ofte fyldige delvist akustiske musikalske univers, der primært består af guitar, trommer, bas, keyboard og violin.
Der er rigtig mange gode numre på The Head and the Heart. Albummet åbner flot med ”Cats and Dogs”, der nærmest har hitpotentiale og viser hvordan bandet blander pop og folk. Et andet af albummets gode numre er ”Down in the Valley”, der nærmest oser af Ryan Adams. Det starter nøgent med akustisk guitar og rusten sang, men ret hurtigt kommer der en violin indover og umiddelbart efter keyboard og trommer. Nummeret fortsætter med at være afdæmpet i et stykke tid inden der halvvejs bliver skruet mere og mere op og vokalharmonierne vinder indpas. Efterfølgeren til ”Down in the Valley”, ”Rivers and Roads”, er til gengæld et godt eksempel på sammenligningen med The Avett Brothers. Nummeret er afdæmpet og den den næsten triste melodi understøttes godt af den endnu mere triste lyric: “A year from now we’ll all be gone / all our friends will move away / and they’re going to better places / but our friends will be gone away”.
Er man til musik ala Whiskeytown, Ryan Adams ano Heartbreaker eller The Avett Brothers skal man ikke snyde sig for at give The Head and the Heart et lyt. Man skal dog ikke forvente at de tilføjer genren noget nyt, men derimod en omgang solid og traditionsbundet americana.
