Superduo – To enere – De Eneste To…
…kært barn har mange navne. Sammen er de et nyt navn på den danske musikscene, De Eneste To, men alligevel er de efterhånden et par rutinerede herrer – Peter Sommer og Simon Kvamm. Kombinationen af denne rutine, musikalsk samhørighed og et godt venskab kom tydeligt til udtryk, da de to østjyder trådte på Store Vegas scene til en udsolgt ekstrakoncert denne påskesøndag. Tør humor, veloplagthed og også et lille skud selvoptagethed prægede stemningen på scenen fra start til slut, og kunsten var så bare at få salen med på løjerne.
Simon Kvamm og Peter Sommer kom igennem hele deres debutplade, med undtagelse af lukkeren ”Hell Yeah”. Numrene blev uden undtagelse introduceret med hver sin lille forhistorie, som De Eneste To skiftedes til at tage sig af. Historierne mellem numrene var skiftevis finurlige, tankevækkende og decideret platte – men man tog det sure med det søde i aften. Sommer og Kvamm grænsede flere gange til det selvfede, men leveres det med den jyske tørhed og klædelig selvironi, som de formår, så er det en kombination, som salen øjensynligt faldt pladask for.
De Eneste To har kun enkelt plade på bagen, og det var dermed meget velkomment, at de havde medbragt ekstra materiale, som kunne få koncerten op på de passende 70 minutter. ”Bider det i mig” havde ifølge Kvamm været for mærkelig til pladen, så vi måtte bære over med dem. Det gjorde vi så uden problemer, for nummeret passede glimrende ind i deres univers. ”Så forstå D.E.T” og ”D.E.T. kører rundt” var to nyfortolkninger af henholdsvis Blurs ”Song 2” og Enyas ”Orinoci Flow”, og her blev der i højere grad leget med både lyd og tekst – godt hjulpet på vej af ”De andre to” i baggrunden – Stefan Kvamm og Árni Bergmann.
Bergman og lillebror Kvamm havde deres egen fest bag deres store pult. Når de ikke var fordybet i deres laptops, fik den fuld skrald både på deres store trommer og på løjerlige danse. De havde en stor ære af lyden denne aften. Der var skruet godt op for bassen og de tunge beats i duoens musik, og de akustiske guitarer og disse mere hårdtpumpende halvsyntetiske elementer spillede glimrende sammen og gav lyden et mere festligt og storslået univers.
Simon Kvamm og Peter Sommer gjorde arbejdet godt. Det var sjovt, det var stort og det var rutineret. Alligevel savnede jeg noget. Jeg savnede en mindre forudsigelighed i setlisten – en forudsigelighed som er svær at undgå med kun en plade i bagagen, men som er svær at acceptere med to så dygtige herrer på scenen. Jeg savnede, at publikum blev revet helt med. Der var fællessang under ”Morten” og ekstranummeret ”Jeg har ikke lyst til at dø”, men derudover kom den fyldte sal aldrig helt op og ringe. Nuvel – det var påskesøndag, og mon ikke en del af de 1500 i Store Vega var mærket af weekendens påskefrokoster, og mest af alt var kommet for at lytte, nyde og slappe af? Til det formål fungerede duoens musik umiddelbart ganske godt, og den helt store fest, som Kvamm og Sommer også lagde op til, den tager vi sammen med dem en anden gang.
[nggallery id=124]
