Bonamassa kom og sejrede – igen
Der er ikke meget at skrive om amerikanske Joe Bonamassa som ikke allerede kan læses andet steds her på diskant.dk. Historien om den talentfulde knægt fra Ithaca i staten New York der som tolv-årig spillede opvarmning for B.B. King og som for to år siden opnåede fuldt hus i Londons Royal Albert Hall, hvor idolet Eric Clapton havde sagt ja til at gæste koncerten er fortalt før.
Men nu har Joe Bonamassa været i Danmark igen, den eneste i denne omgang, og første job på en Europaturné som senere skal føre ham til både Japan og Australien. Årets danske koncert blev denne gang afholdt på Værket i Randers, der lagde et udsolgt hus til guitargudens besøg.
Joe Bonamassa er egentlig en jævnt kedelig mand. Få kan som guitarist nå ham til sokkeholderne, men som rockmusiker er han forbavsende normal. Ingen drukskandaler, narkoproblemer, ingen smadrede hotelværelser eller vilde historier. Han har valgt en ganske jordnær tilgang til sit hverv; det er ganske simpelthen hans job, og det er noget man passer hvor han kommer fra. Og der er som bekendt altid arbejde til dem som vil arbejde. Således er han produktiv i studiet og et særdeles aktivt turnéliv bringer ham kloden rundt flere gange om året.
I Randers fik vi dog alligevel en snert af noget vildskab som vi ikke helt har set udfoldet før. Måske er det sideprojektet, supergruppen Black Country Communion der har fået ham til at fokusere endnu mere på den rå rock end før, for som aftenen skred frem var det tydeligt at høre, at der var skruet mere op for rocken (og for fortærkerne) end nogensinde før.
Siden han sidst var i Europa har der været udskiftning i den ellers faste besætning. Trommeslageren Bogie Bowles har valgt at søge andre udfordringer, og i stedet er israeleren Tal Bergman tiltrådt. Bergman er en markant anderledes musiker end sin forgænger; spillestilen er måske lidt mindre elegant og knap så præcis, men til gengæld er han en fremragende showmand, der flere gange var tæt på at stjæle showet. I det hele taget var Bergman en af hovedårsagerne til den noget mere løsslupne stemning på scenen end undertegnede har oplevet ved tidligere koncerter med Bonamassa. Det klædte både hovedpersonen der virkede som om han spillede på fornyet energi, og publikum tog Bergman til sig og kvitterede med lange klapsalver. Hans usædvanligt hårde slag lagde en tyk og blytung bund i numre som “When The Fire Hits The Sea”, “Young Man Blues”, “The Ballad of John Henry” og titelnumret fra det aktuelle album, Dust Bowl.
Man kan sagtens kritisere Bonamassas stemme for at mangle kraft og bredde, men han er først og fremmest guitarist, og der sker noget i salen når han træder frem på scenen, kaster overkroppen tilbage og forsvinder i et fuldstændig imponerende soloridt; det kan kke undgås at man som tilhører tryllebindes af hvert eneste anslag på de seks strenge. Indimellem var både Værkets akustik og det lidt ujævne trommespil skyld i en lidt blandet oplevelse, men som guitar-attraktion og koncertbillet findes der få der i øjeblikket matcher Joe Bonamassa.
