På en eller anden måde er det svært ikke at holde bare en lille smule af Noah and the Whale. Og det er for så vidt ikke fordi, de leverer ret meget interessant på seneste udgivelse, men snarere fordi de er så umiddelbare og ukrukkede i deres udtryk. Det er helt nede på jorden, det er rasende behageligt, og udtrykket er af den slags, man til enhver tid vil kunne nyde som en rar onkels selskab.
Men når det er sagt, så mangler der noget kant og noget tyngde på Last Night On Earth, for skal man for alvor holde af noget, så er det ikke nok, at man ikke har noget imod det. Der skal være nogle skarpe klinger og spidse ender, for at det for alvor manifesterer sig i bevidstheden, og dem skal man lede længe efter hos Noah and the Whale.
Singlehittet ”L.I.F.E.G.O.E.S.O.N.” viser vejen, for det er pokkers velfungerende, men samtidig antyder bandet såvel i tekst som musik, at alle bekymringer kan lægges til side, for det hele skal nok gå godt, hvis bare vi tager det roligt. Og det gør de så, Noah and the Whale.
”Life Is Life” er en behagelig åbner, ”Wild Thing” er alt andet end en vild ting, ”Just Me Before We Met” mangler den krog, der kan fange lytteren og ”Waiting For My Chance To Come” er som at lægge sin fremtid i hænderne på skæbnen – i musikalsk forstand. Venter vi længe nok uden at afsøge grænser, kanter og yderste muligheder i den kunstneriske periferi, så lykkes vi nok alligevel til sidst.
Ret skal være ret, og der er et par fine og stærke numre undervejs. ”Tonights The Kind Of Night” har en lidt større volumen og emmer af store forventninger og håb. ”Give It All Back” har en fin energi og melodi, mens de afsluttende ”The Line” og ”Old Joy” er fyldt med stærke stemninger. ”The Line” giver til tider minder om U2’s måde at skrive store hymner på, mens ”Old Joy” med sit klaver og kor har en næsten gospel-agtig energi trods den stillestående tempomæssige nedskruethed.
Noah and the Whale er lidt for rare og lidt for behagelige til, at Last Night On Earth for alvor fungerer som helhed. Der er stærke numre undervejs, men de ville have fået et løft, hvis de var placeret på et album, hvor udtrykket var lidt mere broget og varieret. Der er hitpotentiale hist og her, men som album har Noah and the Whale ikke helt levet op til det niveau, man kunne ønske sig, hvis deres rare og behagelige udtryk skulle honoreres.
