Sublimt norsk enmandsorkester med sjæl og naturtalent
Norske Jarle Bernhoft har taget røven på de fleste de seneste 2-3 år. Fra at være rocksanger i bandet Span, gik han til at udgive et genremæssigt helt klassisk soulalbum, hvor han afslørede sin forkærlighed for genren og navne som Curtis Mayfield, Sly & the Family Stone og Stevie Wonder. Hvad er der nu så særligt i det, tænker du måske nu. Det særlige er, at han er en multiinstrumentalist, som jeg ikke har set mage til før. På album er sensationen måske ikke så stor, ud over at han pludselig er sprunget ud som en formidabel soulsanger. Det er live, at nordmanden virkelig imponerer. Ene mand på scenen optræder han med et par mikrofoner, en akustisk guitar, en akustisk kombineret bas/guitar, et hammondorgel, beatboxing, en suveræn soulvokal og så hans uundværlige loop station, der binder det hele sammen til en usædvanlig og imponerende oplevelse. Jeg kendte selv kun af omtale til Jarle Bernhoft inden denne søndag aften i Jazzhouse.
Det lille intime Jazzhouse var udsolgt, og heldigvis betyder det aldrig, at salen er proppet til bristepunktet. Allerede da Bernhoft betrådte scenen, var det tydeligt, at de fremmødte var inkarnerede fans af nordmanden. Et par unge kvinder havde sat sig på den lille scenes kant, og øjnene lyste på dem, da han kom. Der var store smil og stor forventningsglæde hos alle, men stadigvæk havde jeg kun en lille idé om, hvad det var, jeg skulle opleve.
Et typisk nummer startede med, at Bernhoft lagde et funky beat, enten via bagsiden af sin guitar eller gennem sin ganske talentfulde beatboxing. Han loopede lyden og fortsatte så med at lægge en stille og lys guitar på. Han byggede videre med en soulstemme af en kaliber, jeg ikke havde forventet ville komme ud af nordmandens mund. Endelig fik han sat det sidste skub i numrene via den kreativt konstruerede kombination af en guitar og en bas – og at han formåede at styre bas- og guitarstrenge på én gang, var et imponerende syn. Når Hammondorgelet på enkelte nummer også blev en af ingredienserne, var souloplevelsen komplet, og han landede på en perfekt kombination af en moderne lyd og en mere gennemført 70’er soullyd.
Som koncerten skred frem udviklede stemningen blandt publikum sig også. Hofterne vuggede allerede fra første nummer, men som aftenen skred frem fik Bernhoft selv de bageste i salen med på legen, og der blev danset, storsmilet og sunget med i hele salen. Selv om Bernhoft havde gang i så mange musikalske elementer på én gang, var det både teknisk og musikalsk til perfektion, samtidigt med at han fandt overskud til mere spontane input. Og at han har publikumtække i både sin væremåde og musik, stod tydeligt frem da salen nåede kogepunktet under Bernhofts version af Tears for Fears’ Shout. Alle sang og klappede med, og da hovedpersonen forlod scenen, fortsatte publikum deres sang, og tvang Bernhoft tilbage på scenen til et afdæmpet ekstranummer, som lukkede og slukkede en overvældende aften i Copenhagen Jazzhouse.
Jeg hældte mod en topkarakter, da jeg forlod salen. Men jeg var i tvivl. Soul er jo ikke ligefrem min favoritgenre. Og fremført af en hvid nordmand? Come on! Men jeg blev medrevet som sjældent før. Bernhofts performance var gennemført og veludført, og den mand er musikalsk helt ind til benet. Jeg havde svært ved at stå stille og at holde smilet tilbage. Jeg købte hans cd Solidarity Breaks på vej ud af døren, og jeg kørte opløftet og glad hjem. Jeg var ikke længere i tvivl om karakteren.
[nggallery id=125]
