Med hullahopring på Times Square
Engang for længe, længe siden var der engang… og sådan kunne man fortsætte historien om da discokuglen roterede i loftet og kastede stjerneglans over datidens danseglade unge med støvsugerbukser og forjættende overskæg.
Nu er der meget musik i dag, der lever på bedste vis og på bekostning af alskens retro og genbrug af tidligere tiders lyd og outfit. Det sker konstant og i alle genrer, at man stjæler med arme og ben og kondenserer alle mulige gammelkendte musikudtryk frem til noget andet, noget nyt.
Det er ikke tilfældet med duoen Holy Ghost fra New York, der debuterede helt tilbage i 2007 med hitsinglen ”Hold On”, der skaffede dem solid og velment omtale blandt anmelderkorpset. Og historien er ganske klassisk, lige fra de to legekammerater Alex Frankel og Nick Millhiser løber ind i hinanden i folkeskolen som syvårige, og danner musikalsk par som bebumsede tenneager og frem til i dag. De har altid beskæftiget sig med musik i fritiden, og Frankel var således blot 12 år, da han komponerede sin egen musik.
Genren var hip hop, og tiden blev brugt rundt omkring på de lokale klubber, hvor de to drenge fik finpudset deres talenter. I dag har vi deres debutalbum, og hvad har historien så lært de to musikalske ungersvende?
Ikke særligt meget, hvis man skal vurdere deres album ud fra et krav om originalitet. Der er tale om traditionel discomusik a la 70’erne og start 80’erne, hvor alt var syntetisk, poppet, til tider minimalistisk, og dansabelt. Og ganske forfærdeligt kedeligt.
Der er intet, absolut intet selvstændigt initiativ til at få det til at lyde bare en smule anderledes i hænderne på Frankel og Millhiser. Der er ikke engang gode refræns eller korte, effektive forløb. Det hele trækkes ud i technolængde med de bastante discorytmer, og man keder sig allerede fra starten, hvis man leder efter en smule originalitet og nytænkning.
Nu skal alle de dybe tallerkner jo heller ikke opfindes hver dag og igen og igen – nogle gange er det fint bare at lade sig føre tilbage til en tid, hvor verden og musikken var meget bedre. Måske er jeg bare ikke den rette lytter til Holy Ghost, da jeg faktisk ikke lyttede til discomusik dengang, men derfor kan man godt efterlyse lidt kvalitet og progressivitet. Især når man kommer fra New York.