Kridt danseskoene og rock med
En vombat er et nataktivt kortbenet pungdyr fra Australien. The Wombats er en britisk indietrio fra Liverpool. Sammenhængen har jeg ikke fundet, men jeg er heller ikke sikker på, at den findes. Trioen gør sig inden for en finurlig sammensmeltning af meget dansevenlig synthpop og rock, der måske bedst beskrives som et behageligt sted mellem Joy Division og Kaizer Chiefs, hvor Wombats tager lidt mere let på tingene og giver lidt mere slip.
Under de første gennemlytninger af gruppens andet udspil The Modern Glitch var forvirring den dominerende følelse i min krop. Man er ikke i tvivl om, at det her er britisk indie, og inspirationen fra 1980erne er til at få øje på. Trommerne er tørre og dominerer, sammen med bassen og en poleret synth, lydbilledet. Kun glimtvis får guitaren lov til at give pladen et skud rock, og tilsammen kan ovenstående ved første bekendtskab let skabe forvirring omkring The Wombats’ egentlige formål.
Men giv tid – det er det værd. The Wombats prøver ikke at lyde som andre. De har nogle meget tydelige inspirationskilder, men de formår at finde deres egen hylde på en farverig musikalsk reol bestående af postpunk fra 80erne, britpop fra 90erne og en mere moderne og festlig lyd som Matthew Murphy, Dan Haggis og den norske bassist Tord Øverland-Knudsen skal have æren for. The Wombats sætter trumf på deres projekt gennem deres humoristiske, selvironiske og direkte tekster, og dermed ender de ud med et album, som er både gennemført og let fordøjeligt, men som også kan få svært ved at overbevise lytteren om et klart formål, som er gruppens helt eget. Overfor mig lykkedes det, og selv om projektet aldrig bliver banebrydende eller unikt, så er det sympatisk og ganske svært at sidde stille til
