Eddie Vedder: Ukulele Songs

Pearl Jams Eddie Vedder har byttet bandet ud med en ukulele og står stort set alene på det nye album Ukulele Songs. Desværre er resultatet lidt for ensporet, og der savnes både kulør og variation.

Det kunne have været så hyggeligt

Eddie Vedder har efterhånden 20 år bag sig som forsanger i Pearl Jam. Her har han stået forrest i gruppens rejse fra et af 90ernes største grungebands gennem flere sidespring til rockens mange sideveje, hvilket har resulteret i et stort bagkatalog af solide albums og utallige musikalske bidrag til både kompilationer og soundtracks. Derfor burde det ikke overraske nogen, at Eddie Vedder nu er ude i et soloprojekt med albummet Ukulele Songs, hvor han, som du måske har gættet, er alene i selskab med det firestrengede instrument.

Meget har han budt os undervejs – og heldigvis for det – men denne gang må jeg indrømme, at øjenbrynene blev løftet i forundring, da jeg hørte om soloprojektet. Det spinkle instrument og den store stemme i selskab med hinanden gennem et helt album er ikke på forhånd et oplagt valg, men på den anden side har Vedder været så vidt omkring i sin karriere og er sluppet mere end hæderligt fra det, så hvorfor ikke?

De fleste af de 16 (!) skæringer på Ukulele Songs har Eddie Vedder haft liggende længe, og derudover byder han på fem fortolkninger af sange fra den amerikanske sangskat, hvor den meste kendte er ”Dream a Little Dream of Me”. Blandt de mange sange er der enkelte smukke af slagsen, som klæder den lille og simple ukulele rigtig godt. Her møder instrumentet og Vedders velkendte stemme hinanden i fine og nærgående melodier og tekster, og her er det ganske vellykket og hyggeligt. Og de fine besøg af Glen Hansard på ”Sleepless Nights” og Cat Power på ”Tonight You Belong to Me” giver albummet en tiltrængt kulør og variation.

Netop variation og kulør savner jeg på Ukulele Songs. Lyden af en ukulele er hyggelig, men den alene formår ikke at bære Eddie Vedder gennem de 16 sange. Var der blevet skåret ned på det antal, så albummet havde bestået af de ti bedste sange, havde min oplevelse formentlig været væsentligt bedre. I længden er der for langt mellem de gode numre på pladen, og disse balancerer konstant på grænsen til at drukne i den lidt monotone ukulele. Vedder får dog det optimale ud af den lille hawaiianske guitar, og hvis du i forvejen er glad for hans musik og stemme, kan Ukulele Songs sagtens være et interessant og hyggeligt bekendtskab for dig.

Written By
More from Lars Asmussen
18.11.19 – Greta Van Fleet – K.B. Hallen, København
Talentet hos de fire musikere i Greta Van Fleet var ikke til...
Read More
0 replies on “Eddie Vedder: Ukulele Songs”