Mens tusmørket sænker sig
Er du til svajende ambient, der søvnigt smyger sig op ad dine sanser, mens du slumrer veltilpas i et køligt rum en sen sommeraften, er Winterlight lige sagen. Det er englænderen Tim Ingham, der står bag projektet, og med hans debutalbum får han både samlet op på tidligere kompositioner og føjet nye alen til en allerede produktiv karriere bag sig, som startede på en labtop en sen aftentime, han var alene hjemme. Alt er hjemmelavet i Inghams univers, selvom han får hjælp fra venner og andre ligesindede electronica-nørder, når han skruer op for den mentale hygiejnebehandling.
Stilen er melodiøs, grænsende til det poppede, electronica med masser af catchy refræner og iørefaldende passager, hvor man bliver båret rundt på en instrumental sky af ambient og trance. Her er ingen stålhårde kanter eller industrial. Intet IDM eller techno eller insisterende beats, som ellers plejer at vælte ud fra pladeselskabet n5MD, men derimod en musik, der formelig emmer af velvære, positive vibes og en kælen klang, der vil begejstre tilhængere af den yderst tilbagelænede ambient.
Eneste hage ved Inghams projekt er, at det i længden bliver umådelig kedeligt, hvis ikke man lige er i gang med at forføre en sart sjæl mens man drikker martinier og betragter udsigten til kavalergangen med halvt lukkede øjne og halvt åbne læber.
Der er noget erotisk og noget tiltrækkende ved Inghams bløde kurver i musikken, men er man ikke lige tunet ind på den kanal, risikerer Winterlight at miste pusten, selvom musikken på mange måder indeholder en detaljerigdom og en nerve, der uanset hvad er gennemført. I sidste ende er det en smagssag, om temperamentet passer til musikken eller omvendt.
