Formen har førertrøjen
Berlin-baserede The Pattern Theory spiller en tilforladelig og gennemtæsket postrock. De ville elske at ligge i ske med Tortoise, men mangler helt amerikanernes fornemmelse for den store melodi gemt inde i et rum af stor kompleksitet. Ej heller er Tortoises vidunderlige legesyge og selvuhøjtidelighed en del af bandets profil. Jeg er ikke et sekund i tvivl om germanernes tekniske dygtighed, men de formår ikke at fange mig for alvor på The Pattern Theory. Der mangler kant, variation, personlighed og karisma. Det er så velfriseret, velspillet, fløjlsblødt og fejlfrit, at bandet ville vade direkte ind på musikkonservatoriet uden problemer.
Trioens algoritme-rock udgøres – udover guitar, bas og trommer – af xylofoner, vibrafoner og synthesizere og det er svært at adskille de otte numre fra hinanden, for de mangler særkende eller særpræg hver især. Der er ingen crescendoer eller synderligt imponerende spændingsopbygninger. Det hele dvæler og cirkler indenfor samme fine og enkle univers og indimellem som på ”Chevrons” og ”Framed Fields” er det rasende tæt på Magasins elevator-muzak. Det starter ellers lovende med flere minutters bølger af feedback, der desværre fiser ud tandløse orkestreringer og nummeret burde stemples narrefisse. ”Coracles” og ”Framed Fields” små uptempo guitarfigurer minder mig lidt om sørgeligt oversete Billy Mahonie og de bliver to mest opløftende momenter på The Pattern Theory
Debuten har været to år undervejs, da de tre kompetente herrer er perfektionister og det kan høres. Albummet er uhyre detaljeret og elegant fremført, men også fokuseret på nøgtern og skematisk minimalisme. De fleste numre bygger på få, relativt simple melodistykker, som trækkes, rykkes, skilles og omarrangeres, så små mønstre opstår. Det er et fint setup, som kan være spændende at lytte til indenfor et respektivt nummer, men når alle kompositionerne lyder såre ens, bliver minimalismen og formen for stram og kompakt. Det kan være fedt at økonomisere med virkemidlerne, men hvor ville jeg dog ønske The Pattern Theory bare indimellem ville give los og slippe tøjlerne og vilddyret løs. Ideerne uddør over tid og jeg mister appetitten inden albummet er forbi.
Synd og skam for den teknisk velfunderede trio har styr på instrumenterne og kan føre lytteren hvorhen de ønsker – det blev bare en blindgyde for undertegnede
