Rutineret udspil – på godt og ondt
Nogle kunstnere kan bare blive ved og ved. Sådan forholder det sig blandt andet med de finske legender fra 22 Pistepirkko, der nu er klar med 14. album. Og som altid er det helt umuligt at forudsige, hvad der venter, når den rutinerede trio træder i karakter. Herhjemme er de nærmest kult – i Finland er de hvermandseje.
Evnen til at gribe lytteren er umiskendelig, hvad enten finnerne er gået den elektroniske, den rockede eller den poppede vej. På dette nye album skiftes mellem poppede glasklare melodier, små skøre skæve elektroniske indfald og en solid og markant andel sumpet blues-funderet retro-rock med præcist sammensatte melodier.
Albummet starter dog som en tung motor, der har svært ved at komme i omdrejninger, men på ”Dream 1987” begynder albummet så småt at tage form. Men først på ”UFO Girl” er den swingende sumpede stemning for alvor fremherskende bag den umiskendelige 22 Pistepirkko-charme i melodilinjerne.
Trods den smudsige guitarbund og psych-rockede vokal er ”Stupid” ligeså glasklar og poppet i sin melodi og fremstår som albummets stærkeste nummer med sit forrygende drive og kitschede uh-huh-kor. Den sumpede stemning giver et lækkert drive på den vanvittige ”So Much Snow”, mens den fine ”Sunny Day” og pop-perlen ”Broken Toys” ligeledes medvirker til den kvalitative tyngde på albummet.
Man ved aldrig, hvad man får, når man er i selskab med 22 Pistepirkko, og det er både en charme og en ulempe. For det medvirker også til, at man nogle gange har fornemmelsen af, at den finske trio ikke helt ved, hvad de skal give. Oftest formår de at charme frem ad de veje, de intuitivt lander på, og på de vellykkede numre er de fortsat blændende. Men der er smuttere og rodede vildspor undervejs, der selvfølgelig mudrer helhedsbilledet af ”Lime Green Delorean”.
