Prinsen af soul er norsk
Jarle Bernhoft er blevet kaldt et norsk fænomen, og hvis jeg må have lov at drage et par oplagte paralleller til naturen, så er han da i år også kommet som et lys fra en klar himmel og har taget mange med storm. Fra at være forsanger og guitarist for de norske turborockere i Span, kastede han sig i 2005 pludselig over jazz- og soulprojekter, og i 2008 debuterede han med soloalbummet Ceramik City Chronicles. Nu stod den på retrosoul, med alt hvad det indebærer, og hans evne til både at gøre denne genre meget tidssvarende, og at mestre den til fulde, overraskede mange.
På opfølgeren Solidarity Breaks fortsætter Bernhoft med sit soloprojekt omkring soulmusikken, og naturtalentet inden for genren kan han ikke skjule. Han mestrer alle soulgenrens dyder til fulde, og hvis du spørger oplagte referencer som Stevie Wonder, Curtis Mayfield eller Prince, vil de nok kunne nikke anerkendende til den unge nordmands fortolkning af soulgenren. Bevares, han opfinder ikke den dybe tallerken, men han griber fat i soulmusikkens klassiske elementer og gør dem til sine egne. Herved opnår han en poppet og funky plade, hvor han giver rødderne både sjæl og et skud mere tidssvarende pop. Han står selv for størstedelen af musikken og teksterne, men får god hjælp af dygtige folk undervejs. Mest prominente navn på pladen er engelske Ed Harcourt, der har bidraget med tekst og klaver på “Good Intentions”
Advarsel: Du kan få svært ved at sidde stille og ikke blive glad i låget af Jarle Bernhoft. Hans stemme spænder meget vidt, og han er ikke bange for at bruge alle facetter af den. Oftest er den blød og sprød, og i sin version af Tears For Fears’ ”Shout” synger han i falset fra start til slut. Han står selv for størstedelen af musikken, og her hænger hans Fender Rhodes piano, glade beats og de meget fængende melodier glimrende sammen med hans helt gennemførte soulvokal. Enkelte steder drysses der beat boxing og håndklap ud over musikken, og de mange fine detaljer på Solidarity Breaks gør pladen til noget ganske særligt. Sangskrivningen er simpel og ikke helt uden banaliteter. Rent genremæssigt er der ikke meget nyt under solen, og der er ganske givet stjålet lidt hist og pist fra den klassiske genre. Pyt med det, når det gennemført bliver gjort til nordmandens eget.
Netop Jarle Bernhofts evner som multiinstrumentalist gør ham unik. Hans særlige evner til dette ses desværre ikke nødvendigvis ud fra en plade. Her skal Bernhoft opleves live, hvor han ene mand på scenen bygger sine numre op i lag ved hjælp af en loop station ved fødderne. Bas, et par guitarer, piano, beats, vokal og kor tilføjer han en efter en, og smagsprøver på dette har et par hundrede tusinder set på Youtube i to live studieoptagelser af ”C’mon Talk” og ”Choices”, og den oplevelse må du ikke snyde dig selv for. Kreativiteten og de små musikalske gimmicks på Solidarity Breaks hænger fint sammen med hans brede musikalske baggrund og hans evner på instrumenterne.
Nu skal vi dog ikke lade træerne vokse ind i himlen. Oplevelsen af Solidarity Breaks alene, gør på ingen måde Jarle Bernhoft til et fænomen. Det er mere hans karrieremæssige drejning og hans evner og indlevelse alene på en livescene, der særligt adskiller ham fra så mange andre. Dette kan i Danmark igen opleves henholdsvis d. 4. og 6. November, hvor Bernhoft giver to koncerter i DR Koncertsalen. Som solist er Bernhoft trådt stærkt og sikkert op af karrieretrappen, og med pladeudgivelsen og efterårets koncerter i Danmark garanterer jeg, at du ikke har hørt det sidste til nordmanden i 2011.
