Sublime vokaler har teten
Den britiske kvartet Wild Beasts har med deres tredje langspiller Smother, fået mine øjne op for et band, der både er excentriske, særegne og som kan stå distancen når det kommer til lyse, men melankolsk melodiske numre med masser af substans og nærvær. Jeg er ikke tidligere dykket ned i bandets univers, men denne treer er formidabel lyttemusik med vægt på gennemarbejdede numre sat i en lækker produktion.
Men den helt centrale hovedrolle i Wild Beasts varetages af vokal – eller rettere vokaler – for ikke mindre en tre af bandets personager udfylder rollen som sanger på Smother. Fra det dybe til det meget lyse styrer Chris Talbot sin baryton, Tom Fleming sin tenor og Hayden Thorpe sin falset, så det er en fryd at være i selskab med. De gør det med så meget overskud, bravur og synkronicitet, at man rent faktisk kunne tro det var en og samme person der sang.
Overalt på Smother hersker der en varm og organisk lyd, piftet op af underliggende subtile synths, der efterlader én med en særdeles behagelig følelse i kroppen. Den særegne anglofile trippel-vokal vil alt efter temperament karakteriseres som smuk og uendelig blød eller prætentiøs og vammelt selvsmagende, næsten helt karikeret i sit udtryk.
Jeg hælder til den positive side og nyder de næsten smørbløde, men ikke fløde-på-fløde-croonede stemmer i fulde drag. Vekselvirkningen mellem de forskellige tonelejer albummet igennem ligger på grænsen til det teatralske, men grundet bandets fine fornemmelse for mådehold, kammer det aldrig over og bliver for svulmende teaterpompøst. Vokalerne er simpelthen en fornøjelse ud over det sædvanlige og alene stemmerne er hele adgangsbilletten værd. Bare lyt til når de sætter ind i åbningsnummeret ”Lion´s Share” kun i selskab med en enkel og repetetiv synthtone – gåsehuden sætter uvilkårligt ind.
Men her stopper herlighederne heldigvis ikke for også musikken er suverænt eksekveret, med stort overskud, fornemmelse for rum, pausering og tilbagehold – ja jeg fristes til at kalde den blæret!
”Loop The Loop” har f.eks et enkelt men smittende synthbeat, bistående af trommer, der understøtter uden at dominere, parfumeret med enkle smittende guitarpickings og så stemmerne, der bølger ind og ud mellem tonerne. Det kan nemt blive monotont, men gør det ikke. ”Plaything” benytter sig af samme formel, men har en mørkere kant med sine mørke basvibes og dybe programmeringer.
Det hele er holdt i midtempo og viger sjældent fra den formel. Den suveræne ”Reach A Bit Further” skruer dog lidt op for tempoet i et blændende nummer, der ikke er hørt meget bedre siden de hedengangne perfektionist-skotter i The Blue Nile huserede i firserne.
De respektive numre kræver lidt tilvænning og kan for den utålmodige lide under for lidt genkendelse, variation, iørefaldende omkvæd og deciderede hooks. Har man derimod lyst til at grave lidt dybere er udfaldet så meget desto mere tilfredsstillende, for albummet åbner sig smukt ved gentagelse og afslører både detaljerigdom og stor melodisk fornemmelse.
