Melankolsk fredag på Skanderborg
Fredag på Smuk Fest startede med solskin og en musikalsk melankolsk tur i sorgland – og sluttede i mørket med en omgang livsbekræftende sorgfuld rock fra The National. Stemningen på pladsen var løssluppen – og med nu mere end 45.000 udleverede armbånd, var den også trang, hvilket generede til tider, men sjovt nok var der stort set altid plads foran scenerne. På festivalpladsen var mudderet så småt forsvundet, hvilket dog ikke forhindrede publikum i igen at finde gummistøvlerne frem, i dag dog suppleret med hotpants og tanktoppe.
En morgen i sorgland
Morgenen bød vi velkommen med musik fra morgenstunden, da Søren Huss gik på Bøgescenerne og igennem en lille time fik tårerne til at trille med sin melankolske rock og sin gribende personlige historie. Koncerten var sat til 10.45 – og overraskende mange havde valgt at forlade telt og solfyldt campingplads for musikkens skyld. Det blev en time fyldt med dunkle tanker om selvmord, svigt og sorg, eftersom omdrejningspunktet for Huss’ solodebut Troen & Ingen er tabet af sin kæreste. Og det mørke univers var Huss da også bevidst om med små kommentarer, enten hudløst ærlige om alle de følelser, et sådan tab medfører – eller dybt selvironiske, som da han efter at have haft Julie Maria med på scenen i deres fælles duet “Sanseløst”, udbrød “Og så går vi direkte ind i sorg-land igen”. Huss leverede stort set alle numre fra Troen & Ingen inklusive albummets nok kendteste sang om medmenneskelighed “Et hav af udstrakte hænder”, som publikum understøttede med, ja, et hav af udstrakte hænder. Kvart i tolv sang Huss “Tak for dansen” – og modtog sammen med sit band flotte klapsalver fra festivalpladsen.
Danmarks unge falset-stjerne
Efter Huss’s melankolske udlæg stod den 14.30 på Vinnie Whos ekstremt poppede univers med hits som “Killer Bee” og “Remedy”. Forsanger Niels Bagge lignede en kikset skoledreng, men når han først åbner munden og lader musikken flyde, er der ingen der tænker kikset om ham mere. Det var tydeligt, at Skanderborg-publikummet havde set frem til koncerten – og antallet af personer, der kunne synge med, især teenagepiger, var imponerende stort taget i betragtning af Skanderborgs gennemsnitsgæst er en mand på 34 år. Koncerten var velspillet og hitsikker og slog fast, at Vinnie Who også i fremtiden er et band, man skal holde øje med.
Just a symptom of… engang for længe siden
En af de kunstnere, jeg især havde set frem til et kærligt gensyn med, var Marie Frank, der gæstede P3-teltet henad fredag eftermiddag. Sangerinden, der senest udgav album tilbage i efteråret 2010, havde også glædet sig og leverede en gedigen, om end lidt kedelig performance. Hvis man skal skære ind til benet, føles det nærmest som om, at Frank er blevet for gammel til sine tidlige hits. Hun er stadig symptom på en tid, men den tid er en anden – og selvom der var massiv publikumopbakning til netop sange som “Symptom of my Time”, “Oops, Wrong Daisy!” og “Drowning”, så var de malplacerede på deres helt egen måde. På de noget mere country-folkede sange skinnede Frank dog igennem med en flot stemme og et mere modent udtryk, som klædte hende.
Helgener med talent
Efter Marie Frank var det en af nyere tids store succesbands, der gik på scenen i P3-teltet, nemlig When Saints Go Machine (WSGM), der for ganske nylig har udgivet det anmelderroste album Konkylie. Det var da også med en lang stribe af de nye numre, bandet åbnede deres eventyrlige univers for os tilskuere. Uden for teltdugen stod solens stråler ned, inde i teltet blev mørket kun åbnet af Nikolaj Manuel Vonsilds vokal, der var vedholdende og fantaserende. “Det her giver mig gåsehud” kom det meget ærligt fra ham, da han bød velkommen.
Koncerten viste WSGM som udadvendt i selv deres meget indadvendte sange. De enkelte poppede indslag, eksempelvis radiohittet “Kelly”, som faldt mod slutningen af koncerten, var blot med til at gejle stemningen yderligere op, men dér, hvor helgenerne for alvor viste deres talent, var på numre som “Konkylie” og “Church and Law”.
En tur ned ad Rabalderstræde
Som den folkelige festival, Smuk Fest er, er navne som Kim Larsen uundgåelige – og også en oplevelse værd. Kim Larsen var programsat til Bøgescenerne kl. 20.45 – og virkede yderst oplagt, da han i sit klassiske outfit med skjorte, slips og sixpence gik på scenen. Det var dog en blandet fornøjelse musikalsk, hvor nye numre skiftedes med gamle. Man kunne mene, at Larsen blot skulle give publikum det, de kom for, nemlig et bredt udpluk af alle de hits, han igennem tiden har lavet, men på den anden side er det forståeligt, at han ønsker at vise bredde. Men – det var på numre som “Byens Hotel”, “Tarzan Mamma Mia”, “Midt Om Natten” og “Rabalderstræde”, at Larsen & Kjukken gjorde en forskel for den fantastiske stemning ved Bøgescenerne. Larsen er og bliver en folkelegende – og selv her på sine ældre dage formår han – dog med lidt svingende vokal – på imponerende vis at give folk autencitet og hits på stribe.
Tina Dickow
Da klokken var blevet 21.30 var festivalstemningen for alvor ved at toppe, hvilket en utroligt veloplagt Tina Dickow ikke lod gå sig forbi. Hun kom storsmilende klædt i sort med guld-paillet-jakke og guitar på scenen en anelse forsinket og understregede igen, at hun er en af Danmarks bedste kunstnere med en sikker og meget nærværende koncert, hvor publikums totale engagement så ud til at gøre hende en anelse benovet. Ganske charmerende. Hun lod flere steder publikum synge for sig – og fraserede og jammede i stedet over publikums sang og gav dermed sine mange hits ekstra liv. Og hits var der utrolig mange af – publikum sang med på alt og viste deres totale hengivelse til den blonde jyde. Sange som “Nobody’s Man”, “Sacre Coeur” og “Count To Ten” skabte som altid glæde, på sidstnævnte var færøske Helgi Jónsson, der lader til at være blevet fast inventar af Dickows liveopsætning med ind over og tælle til ti med sin skrøbelige og dybt charmerende stemme. Stemningen var magisk og løssluppen – og eneste anke var det tætte festivalprogram, der gjorde at sangfunglen efter en times tid måtte takke af og give plads til opsætningen til Sort Sol.
The National
Kvart i elleve var det hovednavnet The National, der indtog Bøgescenerne. Matt Berninger ulasteligt klædt i sort, nålestribet blazer samt skjorte og vest og indledte med “Anyone’s Ghost”, der med det samme tog publikum med storm, for selv blandt publikummet på Skanderborg er High Violet blevet en kæmpesucces – med det sagt, så var fremmødet til koncerten ikke i nærheden af det, der var til fx Larsen tidligere på dagen, men mon ikke Sort Sol trak i den anden ende af festivalpladsen. I modsætning til de afdæmpede numre på pladen brød The National rammerne for deres melankolske og rolige toner og leverede en gedigen rock-koncert. Allerede fra andet nummer “Mistaken for Strangers” kunne Berninger ikke holde barytonvokalen i ro og måtte råbe dele af versene ud. Henover setlisten eskalerede Berningers vildskab samtidig med at han tømte en flaske vin og en fadøl og var både ude ved scenekanten og flå blomsterne op for derpå at kaste dem ud til publikum mens bandet leverede flotte udgaver af “Squalor Victoria”, “Afraid of everyone”, “Sorrow”, “England” og “Fake Empire”. Under sidstnævnte hoppede Berninger ned til publikum og gjorde anslag til crowdsurfing, men nøjedes denne omgang af give kram og dele scenens pynt ud.
Til aftenens sidste nummer “Terrible Love” vadede Berninger ud over scenens venstre kant, forcerede publikumshegnet og med mikrofon i hånden og ledning efter sig begav han sig langt ud blandt publikum. Ledningen rakte dog ikke længere end knap 50 meter ud så derefter skar han stadig syngende ind midt i crowden og væltede ind blandt overraskede fans, der gav ham både rygklap og hatte på hovedet, men Berninger var så omtåget, at han ikke rigtig ænsede hvor han var – det var vist kun lysene fra scenen og nogle store vagter, der fik ham gelejdet tilbage og op på scenen igen, hvor han afsluttede med at kaste sit mikrofonstativ ud til publikum. Mere rock n’ roll bliver det vist ikke og The National kan være stolte af deres præstation, selvom Berninger nok har tømmermænd i dag.
