Der er lys for enden af Jacob Faurholts mørke tunnel
I 2010 slog danske Jacob Faurholt sig ned i Berlin. Denne kolde vinter gik med at skrive sangene til Dark Hours. Grundstenene til pladen blev herved lagt, og efterfølgende har han bl.a. samarbejdet med Kaspar Kaae, som til dagligt står forrest i CODY, og som har lagt lidt vokal og guitar på pladen, samt Sóley Stefánsdóttir fra islandske Seabear, der har hjulpet til på vokalsiden. Dette vidner om, at Faurholt har satset stort med sit fjerde album, som han har udgivet på sit eget pladeselskab Raw Onion Records.
Faurholt åbner skævt, melankolsk og meget indadvendt på ”Dark Hours”. Der er pauser mellem de meget enkle anslag på guitaren, og vokalen er spinkel og synes på grænsen til at knække over. Kaspar Kaaes mere mørke stemme klæder nummeret, og giver nummeret en ekstra dimension. Stilen på åbningsnummeret går igen på langt de fleste numre på Dark Hours, og i længden er det ikke holdbart. Ingen tvivl om at Jacob Faurholt er dedikeret og lever sig ind i sin musik, men indadvendtheden og mørket bliver i længden så gennemtrængende, at Faurholt får lukket sig inde, og nærmest glemmer at der sidder en lytter på den anden side, som meget gerne skulle hoppe med på hans musikalske budskaber. Tankerne ledes flere steder hen på Bonnie Prince Billy, men påDark Hours virker forsøget på at gøre både vokalen og instrumenteringen lo-fi lidt anstrengt, hvilket er ærgerligt, når man kender Faurholts potentiale. Potentialet kommer i højere grad frem på den fremragende ”Creatures in the Sea”. Her folder han sig mere ud, og Sóley Stefánsdóttirs smukke korstemme klæder Faurholt virkelig godt og tilføjer nummeret varme. Nummeret vækkede mig, hvilket burde ske flere gange i løbet af 11 skæringer.
Dark Hours er på flere måder et sympatisk bekendtskab. Faurholts indlevelsesevne er stor og troværdig, og stemningen er konstant melankolsk og tydelig. Vokal og guitar går flere gange skævt af hinanden, hvilket jeg er sikker på, er en del af den stemning, som Faurholt søger at ramme. Men samme stemning bliver monoton i længden, og derfor blev jeg for hurtigt sat af under mine gennemlytninger. Albummet bygger tydeligvis på flere elementer, der på papiret burde være faldet i min smag, men i praksis trænger det ikke ind under huden på mig. Konklusionen er, at der er lys i mørket på Dark Hours, men at der desværre er for langt mellem glimtene.
