27.08.11 – Arcade Fire – Ballerup Super Arena

Stor, stor og mesterlig koncert fra et band som fortsat er på toppen og er så godt som urørlige. 95 minutters magtdemonstration af sublim musikalitet, spilleglæde og varme leveret af et gennementusiastisk band, som forhåbentlig stadig har masser af materiale i sig endnu.

Mesterlig opvisning i forstadens dampende cykelkirke

At gå til koncert med Arcade Fire, er som at blive inviteret ind i en intim kirke med hjerterum og næstekærlighed. Den følelse havde man på forunderlig vis også lørdag aften, selvom det intime bestod i et selskab af flere tusinde på et gulv som normalt huser cykelhjul i stedet for orgelpiber.

Efter små 45 minutter i hyggeligt, men også lidt kedeligt selskab med Leth jr. og hans legestue The William Blakes, som på trods af to trommeslagere og ikke mindre end fire guitarister gjorde forbløffende lidt væsen af sig når det kommer til punch. Hvor alt den elektrisk ladede energi blev af ved jeg ikke, men de mange musikere gav ikke nogen synderlig pondus til showet. Mange synes dog glade for de danske drenge og Leth fik mange fra salen til at istemme omkvædet Silence is religion/Religion is silence.

Et skilt fra de fortidige amerikanske provinsbiografer bekendtgjorde Arcade Fire som et coming soon show. Ballerup Super Arena er lummer som Australien i regnsæsonen, og der er både sved på panden og spredte bemærkninger om den ulidelige varme blandt mange omkring mig. Et skud ville være, at i hvert fald 5-6000 fans havde indfundet sig denne regnvåde aften i forstaden til fortællinger om samme blot med canadisk fortegn. Et umiddelbart nøgternt og beskedent setup lagde an til halvanden time i selskab med de efterhånden voldsomt og bredt populære indieyndlinge.

En suveræn triade af numre bestående af ”Ready To Start” – hvad var mere oplagt at åbne med – ”Empty Room” og ”Haiti” lagde den musikalske start efter en corny omgang forfilm fra baglærredet. Min største frygt for aftenen var, om lyden i en betonkolos med cykelløb som eksistensgrundlag, kunne yde Arcade Fire sange retfærdighed. Den frygt var heldigvis ubegrundet, for lyden var overraskende god med både bredde, dybde og plads til detaljer også fra de hyppige violiner. Decibelen sad også lige i skabet og skulle man have brug for at iføre sig ørepropper, var det på grund af den begejstrede hujen, klappen og piften mellem numrene.

Som altid engagerede og spilleglade, favnede de otte toptændte musikere salen fra start og slap ikke taget under resten af koncerten. Momentant var Régine Chassagne vokal ikke helt høj nok og blev overtrumfet af instrumenterne, men det blev der rådet bod kort inde i koncerten, og det blev eneste mikroanke på denne fantastiske aften. Men hold da op hvor nydelsen ved at synge og danse lyser ud af hver eneste fiber i Chassagnes krop. Bandets sociale engagement luftes også, da Win Butler fortæller, at fem procent af hver koncertbillet går til katastroferamte Haiti.

Herefter haster de to bil-rockere ”Keep The Car Running” og ”No Cars Go” motorisk derudaf, komplet med landevejen susende foran os på det medspillende lærred. Og netop lærredet bliver en særdeles aktiv medspiller denne aften, der følger bandet med en kombi af videoer, visuals og projektioner af både band og publikum og det fungerer fortrinligt og giver ofte et ekstra aspekt eller visuelt pift til den energiske koncert. ”Rococo” spilles i en lidt alternativ version, hvor energien er trukket frækt ud af starten, hvilket bevirker, at det slår tifold hårdt, når den bombastiske tyngde for alvor sætter ind. Gåsehuden gjorde i hvert fald sit indtog hos undertegnede under det nummer. Det sympatiske band er tilsyneladende stadig overrasket over populariteten herhjemme og takker mange gange i løbet af aftenen for den varme og dedikerede opmærksomhed. Selvom det er lørdag aften er der langt imellem fuldehoveder og højttalende braldrerøve, og det er tydeligt, at folk er kommet for musikken og har entydigt fokus på denne. Dejligt at opleve blandt så stort et weekendpublikum.

Storskærmen fyldes nu af orgelpiber og den fuldstændigt suveræne ”Intervention” bliver en sanseløs smuk overgang til ”My Body Is A Cage”, begge numre leveret med næsten overjordisk skønhed. Det er gjort med så meget overskud, nærvær og finfølelse, at jeg netop i det øjeblik er overbevist om, at Arcade Fire simpelthen bare er verdens bedste band. Den tryglende linje Set my body free – ja tak det blev den og hjertet med – løfter min sjæl ud af mit korpus og alt er lykke. Men den store forløsning blandt en stor del af publikum kommer da hittet ”The Suburbs” sætter i gang. Adstadig cosey-rock som morfar lavede den, men ikke desto mindre tre geniale minutter. Stinkende iørefaldende og afsluttet med en lille munter fødselsdagssang til violinisten Sarah – så kan det vist ikke blive mere uforstillet og nede på jorden, selvom det kan føles helt skizofrent efter bare ti minutter inden, at være opløftet ind i himmerige. Før det hele bliver for lagkage-jovialt, bankes vi heldigvis på plads igen med en forrygende hårdtslående og hidsig version af ”Month Of May”, der munder ud i ren punket støjrock.

Bedst som man tror, at det ikke kan blive meget bedre, skal vi igennem tre overrumplende numre fra Funural, kun afbrudt af et af The Suburbs stjernestunder ”We Used To Wait”, nemlig den uforlignelige trio ”Neighborhood #1 (Tunnels)”, ”Neighborhood #3 (Power Out)” og ”Rebellion (Lies)”.
”Neighborhood#1 (Tunnels)” er skåret skarpt og folk hopper begejstret på trods af den efterhånden ulideligt bagende varme. Ren ekstase og massepsykose lyser ud af folks ansigter og kropssprog og mænd og kvinder giver sig hen og skider højt og flot på vandmangel og dehydrerede korpusser – fantastisk at være vidende til. De sidste der ikke har overgivet sig endnu, gør det under klimakset af ”We Used To Wait” og ikke mange sæt hænder bliver nede efter den sang.

I know you know how to dance, siger Win Butler gudhjælpemig inden “Rebellion (Lies)” skubbes afsted , men folk tager ham sgu på ordet og danser så heftigt, at man et kort øjeblik tror, at man er til clubnight med unge hipstere. Alligevel tager jeg mig selv i at give fanden i varmen og bare kaste mig ud i kollektiv lykkedans med de omkringstående. Bandet selv holder sig bestemt heller ikke tilbage – kan man spotte en enkelt plet på medlemmernes tøj der ikke er gennemblødt, har man ualmindeligt stærke briller – og det hele ender i et psykedelisk sansemættet farveorgie fra storskærmen. Vandflasker kastes fra scenen, men fordamper næsten inden de rammer gulvet i den store svedhytte. Da ”Rebellion (Lies)” slutter, fortsætter publikum med at synge med, selv efter canadierne har forladt scenen. Bandet bliver båret ud på en bølge af stemmer fra de insisterende fans.

Viljestyrken betaler sig, for Arcade Fire vender kort efter tilbage med ”Wake Up” til udelt begejstring og klichéen om, at taget løfter sig viser sig at være andet end en kliché, da tusinder istemmer nyklassikerens åh åh åh omkvæd. Blændende og helt igennem forførende. David Bowie har en gang udtalt, at han ville ønske, han havde skrevet netop det nummer – det forstår man godt!

”Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med en næsten overstadigt glad Régine Chassagne dansende rundt med et farveorgie af vimpler svingende fra hænderne, sætter punktum for, hvad der kommer til at stå som en af årets allerstørste koncertoplevelser.

Stor, stor og mesterlig koncert fra et band som fortsat er på toppen og er så godt som urørlige.
95 minutters magtdemonstration af sublim musikalitet, spilleglæde og varme leveret af et gennementusiastisk band, som forhåbentlig stadig har masser af materiale i sig endnu.
[nggallery id=135]

More from Thomas Steen Jensen
Alberta Cross: Broken Side Of Time
Alberta Cross spiller med en misundelsesværdig selvfølgelighed, som var det at komponere...
Read More
0 replies on “27.08.11 – Arcade Fire – Ballerup Super Arena”