Dygtigt håndværk – som så mange andre
Den danske sanger Peter Hard udsendte i foråret sit andet soloudspil. Det er et klassisk dansksproget popalbum fra en moden sangskriver, der har godt styr på sit håndværk, men som ikke ligefrem revolutionerer musikscenen.
Det er naturligvis heller ikke nødvendigt at opfinde de store nye linjer i en musikgenre, der har eksisteret i adskillige årtier. Men for at udnytte den tekniske dygtighed, som Peter Hard indiskutabelt besidder til fulde, så bør der findes lidt større krumspring undervejs, der kan give ham en stærkere kunstnerisk identitet.
Tekstmæssigt har Peter Hard en masse at fortælle, og det gør han såmænd ganske fint med små beretninger fra et langt liv. Nogle vil nok kunne anvende teksterne til refleksion og selvindsigt – andre kan tage imod dem som Peter Hards små personlige beretninger.
Vokalmæssigt er Peter Hard ikke den stærkeste, og det er lidt synd, for det er klart at der er en stor personlig nerve i beretningerne. De når bare ikke nødvendigvis at blive vendt optimalt, når de omsættes til toner og fraseringer. Musikalsk er der gode elementer undervejs. Ikke mindst den alt for korte ”Tænd Dit Lys”, der fremstår som det gyldne moment på dette album.
Som helhed vil jeg dog tillade mig at betragte Den Hvide By som et album for de få, der bliver ramt personligt og dybt af Peter Hards tekster, og som derfor kan se igennem fingre med, at det sangskrivningsmæssige og vokalmæssige først og fremmest er håndværksmæssigt velgjort – men uden de elementer, der differentierer det fra den store mængde af enslydende albums, der udkommer hvert år.