Sublime stemninger holder ikke helt hjem
Den Brooklynbaserede trio The Antlers følger endelig op på det to år gamle værk Hospice. Dét album var et af det års bedste og berettiget mest roste, og synes man det klynkede vel rigeligt og trådte lidt for meget rundt i død og hospitalisering, er Burst Apart en noget lettere sag. I denne ombæring synes der ikke at knytte sig en narrativ rammefortælling til de ti subtilt orkestrerede og stærkt stemningsfulde numre, blot et album af gennemført sensibilitet og skrøbelige, men for en stor dels vedkommende, særdeles slidstærke sange.
Det elektroniske aspekt har denne gang vundet indpas hos de emotionelle amerikanere i en sådan grad, at med undtagelse af retro-souleren ”Putting The Dog To Sleep”, er de elektroniske programmeringer og knitrende forskydninger med overalt på udspillet. Som en overfrakke af synth koblet til en krop af Michael Lerners fornemt henholdende trommer og Peter Silbermans frapperende smukke og rigt facetterede vokal.
Komplekse elektroniske teksturer kæler nænsomt og støttende for Silbermans distinkte stemmebånd i lutter lækre sangsnedkerier og ikke én gang, sidder man med følelsen af, at trioen forpasser chancen til at røre ved ens mentale tilstand. Som et henført suk i et vakuum af velbehag sidder jeg og spekulerer på, hvor suverænt god fornemmelse bandet har for, at komme lytteren nær med enkle virkemidler og pirke til ens nysgerrighed og engagement. Varme bølgende pulsslag, flot svungne om end underspillede arrangementer, forførende guitarer, hypnotiske melodilinjer og sensuelle drømmende pop-hooks går hånd i hånd mange steder på Burst Apart.
”I Don´t Want Your Love” lever på et simpelt trommebeat, lidt anslået guitar, en vokal der veksler mellem blød tenor og højdramatisk falset og så et elegant og fremragende omkvæd, der i og for sig ikke tilfører rocken nye dybder, men bare føles helt rigtigt. ”French Exit” har en mere trippende fremdrift og et blødt lag af underliggende orgeltoner og valsende keyboards, mens Silbermans labre vokallæber lægger lidt låg på den højt pitchede falset. På den efterfølgende ”Paranthesis” får falsetten dog fuld skrue kun støttet af klaprende beats og en dubbet grundsubstans, som egentlig ikke rykker sig meget ud af stedet, men alligevel skaber en utrolig spændstig dynamik indenfor den stramme ramme. Det ekspanderer i små bitte skridt, næsten uden man opdager det.
”No Widows” lyder som et skæringspunkt mellem Jeff Buckley og Antony Hegarty tilsat synth-håndklap og romantiske keyboardornamenteringer. Igen gør det umiddelbart ikke meget musikalsk væsen af sig, men får alligevel suget lytteren uimodståeligt til sig. ”Rolled Together” svæver drømmende rundt i melankolske, dybt melodiske basfigurer og bygger som en anden neo-gospel op mod en stort orkestreret finale. Midtvejs på pladen bryder den mareridtsbetitlede ”Every Night My Teeth Are Falling Out” med albummets lidt søvnige, duvende sound i en uptempo sang, der modsat Freuds arketypiske drømmetydningstolkninger, ikke signalerer tunge øjenlåg og søvngængerier. Tværtimod er den helt glad i låget-funket og kalder op til dansant.
Samtidig er den overgang til albummets anden og desværre lidt mere elementært melodisk ideforladte del, for instru-intermezzoen ”Tiptoe” og de stillestående og voldsomt prætentiøse næsten begravelses-slæbende ”Hounds” og ”Corsicana” vidner om et band, der ikke kan matche det fornemme udgangspunkt og som udvander de sublime melodier som Burst Apart lakker mod enden. Heldigvis er soul-genistregen ”Putting The Dog To Sleep” en opløftende exit, der efterlader en med lyst til en tur mere i The Antlers følelsesberigende univers.
