Produktion og vokal hæmmer overordnet indtryk
New Jersey sekstetten Thursday har med deres ottende album siden debuten fra 2000, foretaget et markant spring væk fra de tidligere albums posthardcore og agiterede næsten rasende udtryk. I stedet står den på æteriske flader og en lyd der læner sig op ad postrockens cinematiske og rummeligt spacede lyd. Det kan skyldes, at produktionen varetages af Dave Fridmann, der som bekendt har drejet knapperne for bl.a. Flaming Lips, Mercury Rev og Mogwai. Det er godt nok tredje gang, Fridmann samarbejder med Thursday, men aldrig med en så flydende og sfærisk stort anlagt lyd som på No Devolución.
Der er kommet flere lag i musikken og en hørbar glæde for langstrakte strukturer og en cirkuleren om de musiske temaer, frem for en direkte gåen til benet mod vers og regelrette omkvæd. Væk er det insisterende drive og den rockruskende intensitet og ind er kommet en sensibilitet og hang til at lade sangene flyde hvorhen de vil. Stemninger og en tyk mørkemættet atmosfære har fået fokus i en sådan grad, at de genkendelige riffs og den emorockede tilgang er sat på pause for i stedet at afsøge nye territorier. Det er for så vidt både spændende og forfriskende, men det giver samtidig køb på melodiernes ligefremhed og genkendelighed.
Geoff Rickley synger henført, lyst og indimellem tæt på hviskende som Deftones´ Chino Moreno, men jeg savner den brølende side, som Sacramento-frontmanden gør så godt. Apropos Deftones er åbneren ”Fast To The End” simpelthen som snydt ud af næsen på californierne, blot uden samme nosser og gennemslagskraft. Andre steder – som på ”A Darker Forest” – ånder reminiscenser af Smashing Pumpkins, Thursday i nakken.
I Rickleys mund bliver de vokale udladninger ganske enkelt for fesne i længden, hvilket gør at på eksempelvis ”No Answer” efterlades et ellers habilt eksekveret nummer med en hul og lummer stemning, grundet hans næsten flødecremede vokal spredt over tonerne. Helt galt går det på balladen ”Empty Glass” med pumpeorgel og lighterstemning. Det inderlige nummer skriger simpelthen på en mere karismatisk og pondusfyldt vokalist.
I det hele taget er No Devolución´s største minusser henholdvis vokal og produktion. Vokalen er lagt så langt tilbage i mixet, at den ligesom ikke rigtigt vil lytteren noget. Endvidere er den for fersk til for alvor at kunne matche de rockmuskuløse sange og den drukner ofte i lydbilledet, især når der trædes på distortionpedalerne og det tunge skyts tages i brug. Produktionen er alt for pæn og instrumenteringen forsvinder i ligegyldigheden i en alt for venlig og tandløs dyne af radiovenlighed.
Tre steder skruer Thursday tempoet op og bissen på; ”Open Quotes”, ”Millimeter” og ”Past And Future Ruins”, hvoraf især sidstnævnte gør et godt indtryk, med sin blanding af Mogwai-lignende basfigurer og tribale tromme- og guitarforløb og en vokal der i klimakset går mundbersærk. Ellers skal lukkeren ”Stay True”, der over otte min. kører postmetallen helt i stilling, roses for en blændende tung afslutning med hele arsenalet sat i scene på en mur af tyngde.
