Årets bedste danske thrash-juvel er slebet
HateSphere har længe været en anerkendt del af det danske metal- establishment og det laver deres syvende album The Great Bludgeoning helt sikkert ikke om på, for det er et udpræget og helt igennem genresikkert thrash-album med fremragende og skudsikre melodier. Skiven er sprængfyldt med blastbeats, kontante basakkorder og stensikre riffs.
Peter ”Pepe” Hansen er eneste oprindelige medlem af et band med en konstant omskiftelighed, siden de lagde for i 2000. I HateSphere version 2011 består kvintetten udover ”Pepe” selv, af kompetente musikere fra bl. a Mercenary, As We Fight, Numbnuts og Gob Squad. Albummet markerer en tilbagevenden til en mere oldschool – og beskidt lyd og står i mine øjne, som HateSpheres allerbedste skive. At bandet bekender sig til klassisk thrash, ved man, blot man skuer coveret, for det ligger snublende nært op ad Slayers 23 år gamle milepæl South Of Heaven
Esben ”Esse” Hansens tungebånd brøler overbevisende med både pondus, varierende aggressionsudslag og en flamboyant karisma, der ikke bekymrer sig om at sadle hesten, inden der galopperes derudaf med sporerne hakket dybt i siden, på de 9 pendanter til muskuløse vilddyr, albummet udgør. Der er en sikkerhed og en smittende tro på eget tonsende materiale og HateSphere har aldrig været bedre og mere potente, vel og mærke uden at give køb på de gennemarbejdede melodier. The Great Bludgeoning oser simpelthen af overskud og en melodisk træfsikkerhed, ikke mange danske bands kan overgå, endsige matche.
Jeg er fuld af begejstring og lovprisninger overfor de stålsatte metallegeringer. Kanonader af både highspeed – og monstertunge riffs, velspillede soloer, teknisk overlegne breaks og sejt afvekslende trommespil, fuldbyrdes af ”Esses”s skosende hårdføre vokal, der ikke afgiver teten på noget tidspunkt. Den oser af selvsikkerhed og er en selvfølgelig magtdemonstration leveret af en mand, der ved hvad han er værd. Albummets fremdrift, drive, tyngde, brutalitet, nådeløshed og tekniske overskud overrumpler mig hele tiden, mens den udsøgt korte spilletid står på. Tue Madsen viser endnu engang, hvor god en producer han er, for han formår at tilføre rum og detaljerigdom til den ekstremt fortættede og cementsolide lyd, HateSphere buldrer rundt i.
Der er smæk for skillingen fra start med den fnysende tyre-rocker ”The Killer” og dét effektive greb om struben giver HateSphere ikke slip på sidenhen. Albummets bedste nummer ”The Venom”, er en eminent afvekslende skæring, der over seks minutter åbner som Metallicas mægtige ”One” og lukker med en næsten pompøs storhed. Også ”Decayer” har klare hilsner til Metallica i introen, mens titelnummeret er et slemt bæst af en ørefigen, der læner sig op af Pantera i deres velmagtsdage. ”Resurrect With A Vengeance” er tonstung og kompromisløs Bay Area thrash i selskab med Machine Head-lignende sejtrækkerriffs, der insisterer på at udforske tyngdens væsen og kun kort forfalder til genrens klassiske temposkift.
The Great Bludgeoning en suveræn kraftanstrengelse af en mesterlig fuldblods thrashplade, der må stå som et lysende fyrtårn, når årets metaludgivelser skal gøres op.
