Fyrige toner og kompetent samspil skæmmedes af mudret lyd
Det var med spænding, jeg tog til Den Grå Hal for at overvære Smashing Pumpkins. Sidst jeg frekventerede amerikanerne på dansk jord, var nemlig helt tilbage i Kb hallen – RIP – og dengang forlod jeg koncerten inden den var til ende, for jeg kunne ganske enkelt ikke kende mine gamle helte længere. Jeg havde nu allerede bange anelser inden koncerten dengang, for det var Mellon Collie turneen og mine høje tanker lå omkring Gish og Siamese Dream, hvor Mellon Collie And The Infinite Sadness i min optik var alt for orkestral, svulstig og prætentiøs. I dag har Billy Corgan downsized græskarhovederne, ikke i antal men der er ikke skyggen af oprindelige medlemmer på scenen længere.
Downsizing af ego er til gengæld ikke i spil hos Corgan, for han har fortsat et nærmest megalomanisk forhold til eget talent. Hvor mange andre laver et samlet mammutværk på mere end 40 numre i en tid, hvor Smashing Pumpkins må forventes at have haft deres storhedstid og udløbsdatoen for længst synes overskredet? Ja man skal vel tilbage til Mellon Collie for at finde et regulært interessant og vigtigt album fra Corgans hånd og det er immervæk 16 år siden. Vel havde bl.a. Adore og Zeitgeist fine sange, men der var langt imellem dem og at kalde albummene reelle kombattanter til fortiden ville være en tilsnigelse af dimensioner, for de fremstår som helhed svage.
Der var dog heldigvis intet rustent over aftenens tæt pakkede rammer og skal man dømme ud fra publikums respons og begejstring, har bandet stadig evidens og berettigelse på nutidens rockscene. Det var dog primært de gamle klassikere der var spredt taktisk rundt på setlisten, der fik rummet helt op at ringe. Guldet er og bliver de to første skiver, selvom både Mellon Collie og især raritets, – og b-side juvelen Pisces Iscariot er gode sager og i løbet af aftenen tog suveræne numre som det tribale støjbrag ”Silverfuck”, den giftigt huggende ”Cherub Rock”, den monumentalt smukke ”Soma”, den ondskabsfuldt bidende ”Geek U.S.A”, den storladent psykedeliske genistreg ”Window Paine” og den helt igennem brusende riffrocker ”Siva” kegler og vakte berusende glæde ved genhør i en sådan grad, at man først her og nu opdagede hvor meget man egentlig har gået og savnet dem.
De tre hired guns Corgan har allieret sig med både på Teargarden By Kaleidyscope projektet og igangværende tour gjorde det bestemt udmærket, selvom specielt Jimmy Chamberlins eklatant tighte og komplekse trommebank er svære at erstatte. Skægt nok må Corgan savne både James Iha og D´arcy, for erstatningerne var så tæt på de to, at jeg spekulerede på om kloning af mennesker er en realitet. Nicole Fiorentino forestod bassen og er et cool hug af en kvinde, mens den asiatisk lignende guitarist Jeff Schroeder flankerede Iha-rollen. Bag tønderne arbejdede Mike Byrne ihærdigt og helt fremme på stikkerne. Corgan selv var kampklar iklædt en t-shirt med en art jesus look-alike – hvem sagde tillid til egen formåen!
Scenen er prydet med sølvlameller som bagtæppe, en ganske effektiv turbineblomst, der on and off tændtes med virningsfuld lyseffekt og et arsenal af spots og stroboskoplys der tæppebanker øjnene, så det blev en kende anstrengende i længden. Et lille rundt øje kører bag bandet med iris-associationer og psykedeliske farver. Jeg kunne nu godt savne lidt mere energi, showmanship og synlig gejst fra scenen, men det har nu engang aldrig været Smashing Pumpkins styrke live. Ikke et ord bliver der sagt mellem numrene, og en håndfuld sceneskift, eller kapitler om du vil, lægger scenen i mørke, mens lidt lystingeltangel og et dronende lydspor tilgengiver, at et nyt afsnit er undervejs. Om den manglende lyst til kommunikation er et udtryk for Corgans velkendte arrogance eller et signal om notorisk fokus og koncentration må stå hen i det uvisse. Udfarende og gymnastiske er ikke adjektiver man kan forvente at bruge om bandet i livesammenhæng.
Det der kommer ud af forstærkerne kan man til gengæld ikke klandre for indvendt slendrian. Tværtimod var det tændt, hårdt, højt, indædt og sine steder umådelig smukt adskillige gange i løbet af koncerten. Det er som om Corgan og holdet har bragt fornyet energi til eget materiale, for der var eddersparkemig ikke mange fingre at sætte på udførelsen af den 130 min. lange koncert.
Vel var der tidspunkter hvor koncerten trådte vande. Det var tydeligst ved de nye numre, der var særdeles progrockede i deres udtryk og det kræver sin lytter, at stå igennem mange lange sekvenser af ukendt karakter, men langt hen ad vejen var der fuld valuta på rockkontoen. Tyngde, hidsighed, tilbagelænede momenter og flotte melodier spillede sammen til en fornem helhed, på en aften hvor Christiania fik lydbank.
Som koncerten skred frem blev det dog for meget for flere, for publikum hvor jeg stod sivede stille men konstant ud i løbet af aftenen. Omvendt bliver Corgan mere og mere udadvendt og da ”Silverfuck” rundes af linjerne: ”Bang bang you´re dead/ Hole in your head” udbryder der fællessang og fællesklap. Mod enden forsøger Corgan at være morsom i et rim om seashells. Det slipper han ikke godt fra, for på det tidspunkt har der været en smule stilstand i koncerten og vrede mennesker omkring mig råber: ”Shut up and play some music” Det vender dog hurtigt da ”Cherub Rock” sætter i gang.
Efter to timer forlader bandet scenen, men vender inden længe tilbage og efter lidt klichefyldt ordgejl om verdens bedste fans serveres dobbeltfinalen ”Zero” og ”Bullet With Butterfly Wings” i eksplosive versioner til udelt begejstring og skrålende fællessang, da de udødelige linjer: ”Despite all my rage/ I am still just a rat in a cage” sætter ind og folk virker mætte og tilfredse.
Den ret omfattende sætliste kom fint rundt i bandets diskografi og flere af de nye numre lød lovende med deres progrockede retning. Kvartetten spillede med engagement og eneste alvorlige anke må være en til tider mudret og buldrende lyd, der når den var værst udviskede fine sange i en sådan grad, at man skulle være på tæerne og særdeles skarp for at genkende nummeret – vel at mærke et nummer man havde hørt til hudløshed.
[nggallery id=138]
