Velspillet men noget intetsigende debut
Amerikanske Transfer har op til deres udspil Future Selves, opbygget en støt stigende fanskare. Den er indspillet tilbage i 2009, men først relanceret nu i Europa. At kvartettens popularitet er stigende har sit udgangspunkt i opvarmningstjanser for bl.a White Lies, The Killers/Brandon Flowers og The Bravery.
Transfer er indiskutabelt gode musikere og Matthew Molarius alsidige vokal er bestemt heller ikke ueffen, men det er alligevel et aldeles gennemsnitligt album uden nævneværdigt bid og det kommer helt sikkert ikke til at rykke synderligt ved rockens verden. Tag for eksempel åbneren ”Losing Composure”, der ikke lader noget tilbage, når det kommer til store grandiose stadionomkvæd og gedigne ringlende guitarer, der duellerer med The Edge-riffings, mens pumpende trommer banker en rocket bastant bund under det melodiøst sikre nummer. Det lyder bare som noget, man har hørt tusind gange før og identiteten synes til falds for alverdens bands, som albummet skrider frem. Future Selves er nemlig uden egentlig signaturlyd og breder sig over meget, også for meget.
Skiven leverer et vægelsindet lydbillede, der spænder vidt. Fra stadionrock i U2-scope med store armbevægelser på førnævnte ”Losing Composure”, til enkle strygerbelagte midtemposange som f.eks ”Take Your Medicine”, over soul-inspirerede trivialiteter som ”Get Some Rest” og Pink Floydske bredformats, – og rockoperalignende sange som ”My Suspicions” og ”Wake To Sleep”, for så at vende sig mod pågående hurtigrockere med en knivspids postrock-guitar i omkvædet på ”Like It Used To Be”. Som om det ikke var nok, runder vi lige rullende baggy Stone Roses/Charlatans drønnerter på ”Enojado” og såmænd om ikke der er plads til en lille neocountry ballade på ”Like A Funural”, der sigter direkte mod radioens alfarvej, og en højstemt pastoralpop på ”Deerskin”.
Future Selves bedste nummer ligger faktisk som bonusnummer og ”White Horse” er med sin sumpede sydstatsrock iblandet 60´er psykedelica med skønne og faktisk ret forfriskende lyse flerstemmige vokaler, pudsigt nok albummets måske bedste nummer og selvom resten af pladens skæringer tumler rundt i alskens genrer og inspirationskilder, virker præcis dét nummer helt ude af kontekst. Måske fordi Transfer netop her rammer et originalt udtryk, der er helt deres eget, er begejstringen stor for lige præcis det nummer.
Transfers musik er med andre ord godt skruet sammen og velspillet, men Future Selves pendulerer mellem alt for mange paralleller til andre kunstnere og det meste af albummet lyder desværre som noget man har hørt til hudløshed før.
