Zola Jesus: Conatus

Zolas karakteristiske, men også statisk dybe og lidt grædekonelignende stemme, har relativt få udsving og har dermed den bagdel, at den trætter lidt i længden. Langt hen ad vejen holder den dog ens interesse fangen og i samspil med de stemningsfulde og ildevarslende numre, gøder den jorden til mange lyt.

Gotisk elektronik til den moderne generation

Græsk/amerikaneren Nika Roza Danilova – bedre kendt som Zola Jesus – lyder flere steder som et elektronificeret take på den gamle gothqueen Siouxie Sioux. Tunge dragende programmeringer og en mørk mystik-sensuel vokal, svæver rundt i ornamenterede gevandter overalt på Conatus. Fans af gammel goth og dunkel postpunk er hermed inviteret indenfor i Zolas trykkende, øde og sanseligt frapperende elektroniske univers.

Det synth-orkestrale lydbillede er flot og fuld af mange lag mellem hinanden og sanserne bevæger sig rundt, som iført solbriller i en begsort dis af tristesse og nyromantiske billeder. En mørk gotisk og sine steder frysende pendant til islændingen Björk. Det er på en gang smukt og frygtindgydende, opløftende og forstemmende. Alligevel har lyset sneget sig væsentligt mere ind end tidligere, uden at det dermed fremstår som glædestrålende sommerpop – langtfra – men der er kommet en større gennemsigtighed og visibilitet i Zolas numre. Endvidere har Zola for første gang medbragt studiemusikere, der tilfører albummet organisk dybde med bl.a violin, viola, cello og bas.

Hovedvægten af sangene opererer dog med solide og tunge beats, som understøttes af lysere synthstrejf og næsten glasklare strygere. ”Vessel” er med sine fyldige og sært spændende mønstre hen mod en velvoksen og gåsehudsfremkaldende finale, en klar vinder, der ubesværet kiler sig ind som Conatus´ allerbedste nummer. Også ”Ixode” med sine dybe elektropulseringer og flotte sangvariationer imponerer.

På ”Seekir” frekventerer Zola nærmest klubscenen med tempofyldt EBM-bas og håndklap, mens ”Avalanche” og ”In Your Nature”s tribale frekvenser ikke lader Fever Ray noget efter og sætter sig dybt og ubønhørligt i mellemgulvet, mens Zola messer dystert og forførende hen over. Conatus lukker med ”Collapse”, der er et fornemt afslutningsepos med fejende smukke bølger af pompøst svunget synth.

Zolas karakteristiske, men også statisk dybe og lidt grædekonelignende stemme, har relativt få udsving og har dermed den bagdel, at den trætter lidt i længden. Langt hen ad vejen holder den dog ens interesse fangen og i samspil med de stemningsfulde og ildevarslende numre, gøder den jorden til mange lyt.

More from Thomas Steen Jensen
Mesmer: The Ghost Of A Tennis Court
Det seneste udspil fra Mesmer kan ikke bare sådan sættes på en...
Read More
0 replies on “Zola Jesus: Conatus”