Maia Vidal: God Is My Bike

Maia Vidal har sine store styrker i den utraditionelle tilgang til popgenren, men samtidig når de to modsætninger – den alvorsfulde og den spøge- og legesyge – kun sjældent at finde sammen for alvor. Oftest er det enten den ene eller den anden side af Maia Vidal, der slår igennem.

Forvirrende og forfriskende pop-spasmagerinde

Fransk/amerikanske Maia Vidal er en meget utraditionel og særlig popkunstner. Som sangerinde har hun ikke den stærkeste stemme, men hun har et ganske særligt nærvær over sin vokal, der kan minde om en Lily Allen med større dybde. Den sætter hun sammen med umiddelbart ukomplicerede melodier, der dog rummer en lang række detaljer, og som ofte arrangeres på utraditionel vis.

Det betyder, at Maia Vidal hele tiden bevæger sig i en usædvanligt vanskelig balanceakt, for skellene er store mellem de mest intense, afdæmpede og stærke sange og de mere legende og fjollede momenter. Desuden er det ikke altid, at de fine og charmerende melodier er robuste nok til at bære de omfattende arrangementer, der indeholder adskillige instrumenter af både klassisk og legetøjs-agtig karakter. Et eksempel på dette er ”The Alphabet Of My Phobias”, der synes for skrøbelig til at rumme alle eksperimenterne.

Til gengæld fungerer det til fulde på den løjerlige og humørfulde ”The Waltz Of The Tick Of Time” og eksempelvis på ”La Jaula Dorada”, der rummer alvor i vokalen og legesyge i instrumenteringen. ”Follow Me” er en smule mere konventionel i sin lyd, men der er stadig både messingblæsere, skøre indfald og håndklap, og dette er måske det bedste bud på et reelt hit, for der er en smittende melodi og humør at finde her.

”Le Tango de la Femme Abandonnée” er på mange måder fin, men her hvor anledningen og genren skriger efter lidt temperament, ærgrer det mig, at Maia Vidal holder den sødmefulde og triste overflade. I det mindste indtil afslutningen af nummeret, hvor der kommer lidt mere knald på. ”Love Song” bliver lidt for genert og vanskelig at nå ind til, og det samme gør både ”Poetry” og ”It’s Quite Alright”.

Albummet har sine store styrker i den utraditionelle tilgang til popgenren, men samtidig når de to modsætninger – den alvorsfulde og den spøge- og legesyge – kun sjældent at finde sammen for alvor. Oftest er det enten den ene eller den anden side af Maia Vidal, der slår igennem, og det er ærgerligt, for når det hele går op i en højere enhed, så er der tale om en ganske særlig og exceptionel sangerinde.

Written By
More from Morten Wamsler
Meg Baird: Seasons On Earth
Man kan ikke anfægte Meg Bairds evner og fremragende musikalitet. Men det...
Read More
0 replies on “Maia Vidal: God Is My Bike”