Tiltalende kaos-univers
Danske Kaosbørn er et lidt specielt bekendtskab. En række dygtige musikere med Anders Greis i spidsen er gået sammen om et dansksproget album, der lægger sig et eller andet sted mellem noget lo-fi produceret rock og nogle ambitiøst storladne arrangementer. Det er modsætningerne og balancegangen mellem disse, der præger albummet, og det lykkes på mange parametre at gå linen ud.
Tekstmæssigt er Kaosbørn et på alle måder friskt pust med meninger, holdninger, provokation og eftertanke. Og når bandet selv beskriver det som et afsæt i en generation, hvor voldsom tryghed udløser en ligeså voldsom rastløshed, så har man egentlig brudt koden til både tekstuniverset og de musikalske linjer. Som på ”Mit sande Danmark”, hvor det lyder: ”Hvor er mit sande Danmark / mit sikre åbne hjem / hvem stjal min tro på gode mennesker/ der tør være ude af sig selv / kan vi leve uden dem?”.
For på det musikalske plan er sangskrivningen effektiv og præcist melodiøs med iørefaldende og tryghedsskabende popsange, men der blandes gerne flader og lavmælt huggende guitarer ind undervejs, der bryder trygheden og skaber den energi og rastløshed, der er et ligeså markant kendetegn ved Kaosbørn. Anders Greis har en både uskyldig og halvflabet vokal, der modsvarer det øvrige ganske udmærket. Han synger med lidt blandet succes, for på ”Striber af Lys” er det som om, han ikke helt får holdt styr på energien i sin vokal, mens han til gengæld står som en sand mester på ”Kaosbørn” og viser, at han også evner den energiske tone på den stærke ”Den Sidste Mohikaner”.
Valget af produktion er egentlig min eneste anke ved dette album, for efter min smag bliver det en tand for lo-fi-hemmeligt til, at de tekstmæssige styrker for alvor trænger igennem. Af og til – f.eks. på den lidt overtændte ”Afgjort”, bliver lyden storladen og tyk og med store guitarflader, og her er energien og rastløsheden klar og tydelig, men på disse numre får Kaosbørn svært ved at holde fast i det modsætningsforhold, der ellers gennemsyrer albummet. Så står bandet klart stærkere på de mere nedtonede numre, hvor energien ikke sættes på spil, for der er så mange stærke og afgørende undertoner i hvert enkelt nummer.
Men det ændrer ikke på det generelle billede af et album, der viser store evner på alle fronter, og som rykker i den dansksprogede lytter, der i denne genre skal lede længe efter kunstnere, der for alvor tør have meninger og ambitioner for kulturnationens fremtid. Det er sundt og godt – og ganske medrivende.
