Kære Oh No Ono. Tak for alt!
Så er det slut. Fredag aften spillede et af Danmarks bedste og mest inspirerende bands, deres sidste koncert nogensinde. Selve lejligheden for koncerten var egentlig at samle penge ind til Moono studiet, der havde haft besøg af indbrudstyve, som valgte at stjæle inventar til en værdi af 500.000. Men da Oh No Ono meddelte at deres optræden denne aften, ville blive den sidste nogensinde, blev aftenen i højere grad en afskedssalut til et af Danmarks mest markante bands, end en egentlig støttekoncert. Listen af optrædende talte foruden Oh No Ono: Figurines, Thulebasen, Kirsten & Marie, Treefight For Sunlight, Michael Møller, Bjarke Porsmose, The Rumour Said Fire, The New Spring, Jonas Bjerre & Choir Of Young Believers. Alle havde travlt med sætte ord på hvor fantastisk et band Oh No Ono havde været, og flere af de optrædende indrømmede, at de nok ikke ville være hvor de er i dag uden Oh No Ono. Efter drengenes korte koncert, var publikums applaus også så overvældende, at ingen kan have været i tvivl om at de vil blive savnet.
Første gang jeg selv hørte om Oh No Ono var da de udgav debutalbummet Yes i 2006. Jeg var på det tidspunkt blot 15 år gammel, og lyttede egentlig ikke til så meget andet end U2, Beatles, Bob Dylan og David Bowie. Pludselig kom det her danske band, med langt hår og spøjs heliums power-pop. Jeg kendte ikke gængse musikalske referencer, så Oh No Ono var noget af det mest spændende musik jeg kunne forestille mig. Den måde de spillede deres Beatles-inspirerede 80’er pop med hjemmebyggede keyboards og højt siddende guitarer, virkede på mig som noget helt nyt og samtidig som det mest naturlige i verden. Jeg så dem første gang live på Templet i april 2007. Det var en af de første gange jeg var til koncert på et rigtigt spillested, med opvarmningsband osv. Forsangeren Malthe Fischer havde valgt at troppe op i gummistøvler, og til et af sættets sidste numre hoppede bassisten Nis Svoldgård ned blandt publikum med en tamburin i hånden. Jeg husker det som om alle havde en kæmpe fest, fordi Oh No Onos musik var så energisk, at alle de fremmødte gymnasieelever (og jeg) ikke kunne andet end at hoppe og danse, til den fantastiske musik bandet spillede. De spillede Beatles- og Bob Dylan-numre, som jeg dengang var overbevist om at ingen andre blandt publikum end jeg kendte (jeg var som sagt kun 15 år), hvilket gav mig stor optur. På en måde bekræftede de, hvad der for mig var god og dårlig smag. Faktisk blev jeg så stor fan af det her band, at jeg lavede mit eget lettere katastrofale bud, på hvordan en Oh No Ono sang kunne lyde.
Det var også de samme numre som de spillede dengang, de spillede for os der var kommet på denne sidste aften nogensinde. Numrene var dem som de selv kunne lide at spille, så derfor fik vi kun lov at hører numre fra EP’en Now You Know og det førnævnte album Yes, samt et cover af Mews “I Should Have Been A Tsin-Tsi (For You)” fremført sammen med Jonas Bjerre. Et nummer som Mew ellers ikke har fremført siden 2003. Det virkede alt sammen rigtig fint. Det var en aften der handlede om at sige ordentlig farvel og ikke at spille de numre som nødvendigvis var bedst.
Alligevel kunne de godt have serveret et nummer eller to fra deres absolutte hovedværk, og årsagen til den respekt der er omkring bandet i dag, albummet Eggs fra 2009. Det var et album der godt og grundigt ruskede rundt i hvad dansk musik kan og skal. Med numre der indeholdte op mod 400 spor og lyde som kun kan høres hvis man ved de er der, havde albummet et ambitionsniveau som vel nærmest aldrig er hørt på et dansk album før eller siden. Eggs minder nok mest af alt om The Beach Boys’ Pet Sounds fra 1966. Både pga. den eksperimenterende tilgang til selve produktionen, men så sandelig også pga. den psykedeliske pop/rock, som de opdaterede til en tro 2009 version. Det lagde udlandet også mærke til, hvor f.eks. videoen til “Swim” blev den mest sete på Pitchfork.com, som ligeledes gav Eggs en ganske fin anmeldelse og albummets cover fik en amerikansk Grammy-nominering i kategorien “Best Recording Package”.
Men på trods af al succesen med albummet, er det i sidste ende også den succes og de medfølgende forpligtelser, der har dræbt bandet. Således har guitarist Aske Zidore i forbindelse med afskedskoncerten udtalt: ”Det var helt klart blevet et firma fremfor et frirum. Da vi startede Oh No Ono, handlede alt om musikken, både når vi øvede, hang ud på vores værelser, og når vi var i byen. Men til sidst var det bare kommet til at handle om alt for mange andre ting.”
Nu er den rimelig korte koncert slut. De står alle længe og bukker på scenen, for at sige ordentlig farvel som Oh No Ono. De ser tilfredse og stolte ud. Nærmest lettede på en eller anden måde. Det har været en god koncert, men alligevel spørger jeg mig selv: Hvad så nu? Alle medlemmerne fortsætter med at lave, udgive og producere musik, men det bliver ikke som Oh No Ono. Jeg står og tænker – ligesom jeg har gjort mange gange tidligere på dagen – over hvad det egentlig er der er stoppet. Hvad de har betydet for mig og dansk musik generelt. Jeg tror Vega har givet mig et meget godt svar denne aften, hvor alle de fremmødte viser deres taknemmelighed over hvad Oh No Ono har opnået, i de 8 år de nåede at eksisterer. Jeg må indse at et vigtigt kapitel i dansk musikhistorie er slut, selvom det gør mig en smugle bedrøvet.
