Madsen på godt og ondt – og lige midt imellem
Det er vel rundt regnet 14. solo-studie-album, som Johnny Madsen har sendt ud over rampen denne vinter. Le New York er baseret på inspirationer i New York, indspillet i Paris – og med den vanlige ærkejyske musikalske blues/country-dialekt, som kendetegner store dele af Johnny Madens repertoire.
Jeg tror, at rigtig mange danskere har et ganske ambivalent forhold til Johnny Madsens albums. Og det ændrer sig næppe med Le New York, der som altid befinder sig midt mellem det banale og ærkejyske country/rock-udtryk – og så alligevel med et twist af storbyliv, tekstmæssig dybde og en fornemmelse af, at det halvkitschede reelt kan have en enorm kulturel værdi.
Arrangementerne er albummets helt store styrke, for variationerne er ganske imponerende og uanset hvilken drejning Madsen tager, så lykkes han med at få helheden til at fungere til fulde. Personligt er jeg gladest for albummets titelnummer, men ”Langt til Europa” er også blandt de mest velfungerende, mens den stædigt slæbende ”Chicago City” lægger sig i den umiddelbare slipstrøm af de øvrige favoritter.
Når titelnummeret skiller sig ud som højdepunktet for mig, så er det ikke kun arrangementet, men også fordi, at det er her flest af det samlede albums nuancer kommer til udtryk på samme tid. Og så er det på dette nummer, at Johnny Madsens rutinerede vokal står allerstærkest og skarpest.
Johnny Madsen leverer endnu et album, der med garanti falder i god jord i den eksisterende fanbase. Alle os, der kun halvvejs trykker på ’synes-godt-om’-knappen vil nok stadig være draget og tiltrukket – men samtidig tøvende og tilbageholdende. Og det er måske meget godt, at det er sådan, for hovedårsagen er, at Johnny Madsen er helt sin egen. En unik artist på den danske musikscene – på godt og ondt – og lige midt imellem.
