Øl, fest og rockmusik
LET’S GO MURPHYS! LET’S GO MURPHYS! Der blev taktfast og højt kaldt på aftenens hovedpersoner – de irsk-amerikanske pirater i Dropkick Murphys. Det keltisk inspirerede rockband fra Massachusetts, har irsk blod i årerne, hvilket er grunden til, at den irske folkemusik har sneget sig ind i deres ellers hårde tempofyldte rock. De er elsket i Massachusetts og forbindes i høj grad med fest, fællesskab og sport. Det hang fint sammen med denne aften, hvor stemningen osede af mandehørm og fællesskab, som var det en større sportsbegivenhed. Koncerten var udsolgt, og der blev solgt både billetter og T-shirts på gaden foran Store Vega. Whiskyflasker blev delt mellem kammerater foran hovedindgangen, og jeg har sjældent oplevet en så tændt stemning op til en koncert i spillestedet på Vesterbro. Var man i aften ikke iklædt enten en band-T-shirt eller en trøje med Boston Celtics eller Boston Red Sox, var man i undertal.
Da Dropkick Murphys indtog scenen slap også de ca. 1500 fans deres indre pirat løs. Den energiske forsanger Al Barr, var en bevægelig én af slagsen. Fra side til side og aller forrest på scenen, var han hele tiden meget tæt på den forreste række fans, og en enkelt gang sprang han endda ned mod hegnet og sang i armene på tiljublende fans. Sammen med bassisten Ken Casey førte han ordet, og især når tempoet blev sat ned, fik de publikum med på løjerne vokalt. Jeg var overrasket over amerikanernes popularitet, og det kneb bestemt ikke med fællessangen i salen. På en helt anden måde skilte også Josh Wallace sig ud på scenen. Nok var han størst og stærkest, men han stod pænt og rank iført kilt på sin faste plads på scenen, hvorfra han styrede sækkepiben og tinfløjten, som sikrede et konstant irsk (og lidt skotsk) islæt.
På langt de fleste af gruppens numre, er der pænt fart over feltet, og det var disse der fik salen i bevægelse. Især ”Going out in Style” og ”Warrior’s Code” viste sig at være favoritter, hvor der blev sunget med af Vesterbros største og mest berusede mandekor, hvor rene toner i dag var bandlyst. Højdepunkterne var ”Captain Kelly’s Kitchen” og ”I’m Shipping up to Boston”, hvor tre piger på 8-10 år iført guldkjoler let svævede ind på scenen og dansede en elegant riverdans.
Prikken over i’et skete under de tre ekstranumre, hvor gruppen inviterede omkring 75 fans på scenen, mens de flittigt spillede videre. Der blev danset og festet på scenen, og det smittede af på resten af publikum, for hvem koncerten sluttede på toppen på denne måde.
Der var gang i den i Store Vega denne aften. Dropkick Murphys var i topform, og de beviste, at deres vellykkede blanding af rock, punk og irsk folk, skal høres live og helst i selskab med venner og en meget stor øl. Jeg selv stod tilbage overrasket over det store fremmøde og den intense og dedikerede stemning der var blandt alle fremmødte. Dropkick Murphys og deres musik kan noget helt særligt, og der skal lyde en stor opfordring herfra til at opleve det, næste gang de lægger vejen forbi Danmark.
[nggallery id=142]
